Mikkel Due scorede fire gange, da ÅHG vandt 25-22 over Silkeborg-Voel KFUM. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Mikkel Due scorede fire gange, da ÅHG vandt 25-22 over Silkeborg-Voel KFUM. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Divisionshåndbold:

ÅHG smagte langt om længe sejrens sødme

Samtlige markspillere minus tilbagevendte Jonas Pedersen kom på scoringslistens, da Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer besejrede bundholdet Silkeborg-Voel KFUM

Af
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelevs (ÅHG's) håndboldherrer startede 2016 med at spille champagnehåndbold og besejre en af oprykningsfavoritterne, JAI, hjemme i Åstruphallen med 31-28.
Siden har det unge hold totalt mistet momentum og tabt tre kampe i streg på en måde, der har været langt fra acceptable.
Efter tre ugers håndboldpause var kravet derfor til spillerne, at de søndag skulle steppe op og besejre bundholdet Silkeborg-Voel KFUM 3 hjemme i Grenaa Idrætscenter.
Spillerne levede op til kravet om en sejr. Den kom til at lyde på 25-22 (14-12).
"Sejren var uhyre vigtig, men vi har fortsat et stykke vej op til det niveau, som vi præsterede på mod JAI," erkender ÅHG's assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
"Vi var selvfølgelig glade for sejren og de to point, og jeg er sikker på, at den gør, at vi bliver endnu bedre i de kommende kampe," lyder det optimistisk.

Afgørende Kristoffer Petersen

ÅHG førte 14-12 ved pausen, men var så lige ved at kokse efter pausen, da gæsterne, der kun stillede med otte mand, scorede tre mål i rap.
Heldigvis for hjemmeholdet leverede målmand Kristoffer Petersen en sublim anden halvleg, og det var ham, der tog fra, da kampen var ved at tippe faretruende.
"Vi måtte love for Kristoffers fantomredninger, da det kneb, og siden kom sejren aldrig i fare. Vi førte 24-19 fem minutter før tid, så selvom vi kun vandt med tre mål, frygtede vi ikke, at sejren ville gilde os af hænde," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Han glædede sig over, at samtlige markspillere - bortset fra tilbagevendte Jonas Pedersen - kom på scoringslisten.
"Mikkel Due scorede fire mål, og det var godt, at han kom i gang med at lave mål igen efter, at han er vendt tilbage efter en skade," siger Carsten Vikkelsø Jensen.

Trænerduo fortsætter

ÅHG møder Hadsten lørdag eftermiddag på udebane, og assistenttræneren ser positivt på mulighederne for at hente to point.
"Vi skal lægge yderligere på vores spil, men det tror jeg også på, at vi kan, fordi Hadsten er et bedre hold end Silkeborg-Voel KFUM, og vores styrke er, at vi kan løfte vores spil efter modstanderholdets styrke," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Han og cheftræner Mads Bang Jensen fortsætter en sæson mere i ÅHG. Trænerduoen og ledelsen i ÅHG blev forleden enige om, at der er basis for, at de to kan rykke holdet endnu mere.
"Næste år handler det om, at vi tager ved lære af de seneste par sæsoner og bruger vores erfaringer til at komme endnu tættere på toppen i 3. division," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Vi har et meget ungt hold, der lige nu svinger for meget i præstationerne. Det skal vi have ændret, men det kan vi kun i takt med, at spillerne får mere erfaring og flere kampe på divisionsniveau."

Publiceret 01 March 2016 14:23