Bodegacup:
Nutellanisserne tog præmien som bedst udklædte hold
Højt humør til Bodegacup i Mørke Idrætscenter med udklædte hold og godt fodboldspil
"Bodegacup i Mørke Idrætscenter er som en stor gensynsfest."
Det siger centerleder Lene Munk Gravesen om Bodegacup i Mørke Idrætscenter, som lørdag blev afviklet med 24 hold på gulvet, som spillede kampe lige fra kl. 11 til kl. 19.30.
”Men de sidste forlod først stedet kl. 02.00 om natten, da vores spiritusbevilling udløb” fortæller Lene Munk Gravesen om stævnet, som for Mørke er som juleballer er i andre byer som for eksempel Kolind.
”Det er en anledning til at ses med hinanden, og gamle venner og klassekammerater vender tilbage for at have en sjov dag sammen med hygge og fodbold i højsædet,” siger Lene Munk Gravesen, som havde travlt med at servere både fast og flydende føde for de mange gæster og deltagere i idrætscentrets cafeteria.
Cafeteriets hold klarede sig godt
Hvad det sportslige angår blev stævnet vundet af holdet ”Mikkel synes godt om …”, som næsten er identisk med holdet Chelsea, som vandt Bodegacup sidste år.
En af profilerne på holdet var igen i år er Mikkel Stær, som havde taget sin holdkammerat fra Nørager B Claus Koch med på hold med deres tidligere holdkammerater i KPI, Kasper Therkildsen, Rasmus Bisgaard og Rune Bækgaard.
Andenpladsen gik til Cafeteriet MIC, som var et hold af velkendte og rutinerede fodboldnavne med blandt andet Tonni Kristensen, Thomas Gerberg og Johnny Laursen på holdet.
Trediepladsen gik til MIC Young Boys, som var et hold af unge spillere med blandt andet centerleder Lene Munk Gravesens søn Simon på holdet.
”Så begge 'mine' hold klarede sig godt i stævnet med en 2. og en 3. plads,” siger Lene Munk Gravesen om de to MIC (Mørke Idrætscenter) holds gode placeringer.
Nutellanisserne fik sat håret af samme frisør
Med til stævnets festlige afdeling hører de udklædte hold, og flere hold havde fulgt opfordringen om at klæde sig ud og tage piger med på holdet.
Opsigtsvækkende var hold som ”De Fulde Fædre”, som optrådte i lederhosen, grønne huer og hvide skjorter og med dukkebørn hængene på maven.
Holdet Tiden går - Morgan slår optrådte udklædt som straffefanger, men vinderen af udklædningskonkurrencen blev Nutellanisserne, som var et hold piger, hvoraf flere er håndbolddamer i Mørke IF.
”Alle pigerne havde fået sat håret op af Nadja Hansen, som er frisør og netop har fået nyt job hos TV2, hvor hun laver hår på skuespillerne i TV-serien Dicte,” fortæller Lene Munk Gravesen.
Bodegacup
Lørdag 16. januar i Mørke Idrætscenter
1. Mikkel synes godt om.....
2. Cafeteriet MIC
3. MIC Young Boys
4. Ådalen 1
5. Koed Tømmeren
6. Ministeriet
Bedst udklædte hold: Nutellanisserne
Publiceret 21 January 2016 21:38