Enhedslistens nyeste medlem i Norddjurs, Henrik Holmsted Pedersen, Grenaa

Enhedslistens nyeste medlem i Norddjurs, Henrik Holmsted Pedersen, Grenaa

Lokalpolitik:

Lokaldebattør med på Liste Ø

Henrik Holmsted Pedersen har meldt sig under fanerne hos Enhedslisten for at kæmpe kampen for samfundets svageste borgere

Af
Af Lars Norman Thomsen

Henrik Holmsted Pedersen, 60, Grenaa, har i en årrække markeret sig flittigt på avisernes debatsider.
De, der i de seneste sæsoner, har nærlæst hans indlæg, har ikke kunnet undgå at bemærke, at Henrik Holmsted Pedersen nærer stor sympati for Enhedslisten og ikke mindst det arbejde, som Enhedslistens lokale kommunalbestyrelsesmedlem, Ulf Harbo, udfører lokalpolitisk. Nu har han taget konsekvensen og meldt sig ind hos Enhedslisten med det klare formål at opstille for partiet lokalt i forbindelse med Kommunalvalget i 2017.

Tidligere V-medlem

Henrik Holmsted Pedersen har tidligere været medlem hos Venstre, men han forlod partiet omkring årtusindskiftet.
“Allerede dengang erklærede jeg min kærlighed til Enhedslisten, for politisk forskel skabes kun på yderfløjene,” siger han.
Helt modsat det kendte ægtepar, Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, som tog turen fra VS til Venstre og til rollen som udlændingepolitiske hardliners.

“Årsagen var den, at jeg kunne se følgerne af den økonomiske politik, som Venstre førte. Følger, som jeg absolut ikke brød mig ret meget om.”
Henrik Holmsted Pedersen finder det vigtigst af alt at arbejde for samfundets svageste borgere.
“Det er bare så vigtigt, at vi som samfund hele tiden får de udsatte grupper op på niveau med det øvrige samfund, ellers skaber man grobund for ukontrolleret revolution og terrorisme. Jeg finder personligt, at Danmark er ved at være derhenne, at der efterhånden er så mange i de udsatte grupper, at nogen må gøre noget for at få alle i vores samfund med,” siger Enhedslistens nyeste medlem.

Alternativ dresscode

Henrik Holmsted Pedersen har allerede været ude og få taget fotos, der skal illustrere, at det ikke er tøjstilen, men manden, der er afgørende hos Liste Ø.

”Når jeg har ladet mig fotografere i jakkesæt og slips, hvilket jo nok ikke er helt normalt gennemsnit i Enhedslisten. så er årsagen, at jeg vil vise borgerne, at Enhedslisten favner yderst bredt,” siger han.

“Det er jo ikke tøjet, det kommer an på, men det der sidder mellem ørerne, der tæller. Det er der, man finder forskellen.”

Publiceret 13 January 2016 15:04