Udsigten er fortsat betagende fra slotstårnet på den gamle borgruin - trappe eller ej. Foto: Lars Norman Thomsen

Udsigten er fortsat betagende fra slotstårnet på den gamle borgruin - trappe eller ej. Foto: Lars Norman Thomsen

Moderne tider:

Kontroversiel trappe til Kalø Slotsruin klar til indvielse

Onsdag 13. januar klippes snoren til omdiskuteret, arkitektonisk nyskabelse i slotstårnet på den historiske perle i Kalø Vig

Af
Af Lars Norman Thomsen

?Skønhedsværdien i det trappe-projekt i slotstårnet på Kalø Slotsruin, som er blevet til som en del af initiativet 'Steder i landskabet', der gennemføres i et partnerskab mellem Realdania og Naturstyrelsen, er blevet flittigt diskuteret i flere debatindlæg i aviserne og på de sociale medier.

Måske er det derfor, at ordet nænsomt benyttes i Realdanias pressemeddelelse i anledning af, at trappe-projektet officielt indvies onsdag 13. januar.

“Området omkring Kalø Slotsruin er et helt særligt sted i Danmark. Den ny trappe, som nu er kommet til, iscenesætter det eksisterende kulturhistoriske miljø og landskab og leder de besøgende omkring på en måde, som bringer dem tættere på ruinen og naturen, men samtidig lader begge dele tale for sig selv. Vi håber, at alle - lokale som turister - vil tage det nye tiltag til sig,” lyder det højstemt fra Christian Andersen, programchef i Realdania, i pressemeddelelsen.

Kalvø

Kalø Slotsruin er en af Danmarks bedst bevarede middelalderborge og blev grundlagt af kong Erik Menved i 1313 på en ø, som lå i den vig, som i dag kaldes Kalø Vig.

Kalø er en forkortelse af Kalvø, hvilket betyder ”den ø, som kalvene blev sat ud på”.

I Vilfred Friborg Hansens lokalhistoriske værk om Kalø Slot kan man læse om dæmningen, som blev bygget ud til øen, slottets indretning og livet på det.

Et særligt afsnit handler om den svenske fange Gustav Vasa, som blev sat i fængsel på slottet i 1518 og flygtede forklædt som bonde i 1519.

Han blev senere konge af Sverige og hævnede sig siden fælt på Danmark

  • Indvielse af Kalø Slotsruin, onsdag 3. januar 2016 kl. 13-15, Molsvej 31, 8410 Rønde

Om projektet

  • Projektet på Kalø er udviklet af en rådgivergruppe ledet af MAP Architects sammen med MAST, MAA Marco Mercuri og Vision+ Rådgivende Ingeniører. 
  • Projektet er gennemført i et partnerskab mellem Realdania og Naturstyrelsen. 
  • Sammen med ni andre særlige steder i det danske landskab blev Kalø Slotsruin udvalgt i 2012 gennem Realdanias kampagne Stedet Tæller. Alle 10 projekter gennemføres som en del af Realdanias kampagne for yderområderne, Stedet Tæller, under temaet 'Steder i landskabet' 
  • Realdania har afsat 33 mio. kroner til formålet

Publiceret 12 January 2016 21:18