PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) vil forsøge at overbevise sine kolleger i byrådet om, at Syddjurs selv skal påtage sig værtskabet af Børneteaterfestival 2018. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) vil forsøge at overbevise sine kolleger i byrådet om, at Syddjurs selv skal påtage sig værtskabet af Børneteaterfestival 2018. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Børneteaterfestival 2018:

Skal Syddjurs gå solo?

PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) er indstillet på at undersøge mulighederne for, at Syddjurs selv tager opgaven på sig med at være værtskommune for det store arrangement i april 2018

Af
Af Lars Norman Thomsen

Med det definitive nej fra Norddjurs Kommune til at være medvært for Børneteaterfestival 2018 er det nu op til Syddjurs Kommune at beslutte sig for, hvordan man lige tackler situationen?
Er der basis for at gå selv eller skal Syddjurs gå ind i nærmere drøftelser med enten Favrskov eller Randers med henblik får at finde en ny partner og medvært, som også vil levere varen økonomisk i form af cirka 1,3 mio. kroner?
Læs også: Børneteaterfestival: Kirstine Bille håber fortsat på Norddjurs
Børneteaterfestival: Jan Petersen lukker ikke lemmen helt i
Debat: Kom nu ind i kulturkampen, Else Søjmark
Debat Norddjurs: Kulturen er i højsædet Mads Nikolajsen
Debat Norddjurs: Sammen skaber vi liv i Grenaa - eller gør vi?
Kommentar: Mens vi venter på Jan Petersen
Debat: Det er jo ikke rigtigt, Mads Nikolajsen
Børneteaterfestival 2018: Norddjurs borgmester udelukker deltagelse
Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur har Børneteaterfestival 2018 på dagsordenen på onsdagens udvalgsmøde, og forud for mødet afviser udvalgsformand Kirstine Bille (SF) ikke, at en løsning kan være, at Syddjurs Kommune påtager sig opgaven alene og fordobler de 1,32 mio. kroner (2014-priser), som byrådet allerede har nikket ja til. Norddjurs var udset til at skulle løfte 1,32 mio. kroner, så budgettet indeholder en manko, der råber på at blive lukket.
"Jeg ved ikke, om det er muligt rent praktisk, at vi har kapacitet nok til at løfte opgaven alene, men har vi det, kunne jeg godt være indstillet på at overbevise resten af byrådet om, at vi tager opgaven selv vel vidende, at det koster, men til gengæld tror jeg på, at vores investering kommer hjem og, at det samlede økonomiske regnestykke bliver positivt," siger kulturens politiske formand i Syddjurs.
Hun er klar over, at det kan blive både en hård og umulig kamp at kæmpe, og at et par eller flere politiske 'rindalister' kan blive svære at overbevise uden, at hun dog vil sætte navne på.
"Nu får vi en status på udvalgsmødet onsdag, og her vil jeg lodde stemningen, men vi har ikke ret lang tid til at beslutte os, fordi vi skal melde tilbage til Teatercentrum, der arrangerer festivalen i starten af februar, om vi er med, og hvordan er vi med," siger Kirstine Bille.

Borgmester ikke afvisende

Borgmester Claus Wistoft (V) går ikke i koma over PUK-udvalgsformandens betragtninger.
"Jeg vil ikke afvise, at vi alene skal være værter for Børneteaterfestival 2018, hvis det er muligt, for det kan der være mange fordele forbundet med, men det skal naturligvis først undersøges til bunds," siger Claus Wistoft.
"Men det er helt nødvendigt, at det bliver et stort set enigt byråd, som bakker op om det. Jeg er ikke med, hvis flertallet er 14-13 eller 15-12 i byrådet, for vi skal ville det her sammen og signalere det overfor vores borgere, hvis vi skal kunne forsvare at bruge et ret anseligt beløb på opgaven," supplerer borgmesteren.
Claus Wistoft minder om, at der kun er kort tid til deadline, og han vil også have undersøgt, om der kan laves partnerskaber med enten Favrskov eller Randers.
 

Zeidler skal overbevises

Liberal Alliances Per Zeidler slår sig heller ikke på forhånd i tøjret, men han skal have stillet et økonomisk regnestykke op, der viser en sort bundlinje.
"Jeg skal overbevises om, at det samlede regnskab for Syddjurs Kommune er positivt. Hvis jeg kan blive det, vil jeg godt være med til at diskutere, om vi selv kan løfte opgaven," siger Per Zeidler.
For en erklæret social liberalist som Zeidler er kultur og dermed også Børnefestival 2018 ikke en del af det, som han kalder "kommunal kernevelfærd." Men der bor også en pragmatiker i ham, og han hylder ikke pr. definition en kulturpolitisk 'lad-falde-hvad-ikke-kan-stå' opfattelse.
"Som medlem af Liberal Alliance er jeg principielt imod, at kommunen blander sig i opgaver, der ikke har med borgernes kernevelfærd at gøre, men jeg er ikke så principfast, at hvis jeg kan overbevises om, at en kommunal investering i kultur både vil give oplevelser og et positivt økonomisk regnestykke, siger nej tak pr. automatik."
 
 

Publiceret 12 January 2016 19:30