Reno Djurs:
Jens Meilvang 'vipper' Per Dalgaard af pinden
Det fælleskommunale affaldsselskab på Djursland fik ved årsskiftet ny bestyrelsesformand
Reno Djurs I/S, det fælleskommunale affaldsselskab på Djursland, har hen over årsskiftet været oplevet en yderst fredelig paladsrevolution.
Efter to år som bestyrelsesformand har formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø i Syddjurs Kommune, Per Dalgaard (DF), leveret formandskasketten videre til Jens Meilvang (I), formand for Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune.
Helt efter bogen (læs selskabets vedtægter) skifter formand og næstformand simpelthen plads, hver andet år.
Formandsskiftet sker på et tidspunkt, hvor Reno Djurs er i fuld gang med at gennemføre en 6-årig affaldsplan for Djursland, som begge kommuner vedtog i 2014.
”Reno Djurs angriber affaldsudfordringerne ved at betragte affald som fejlplacerede ressourcer. Ressourcetankegangen er velkendt på Djursland, hvor borgernes sortering af pap og papir i årevis har ligget i toppen i Danmark. Det er både miljømæssigt og økonomisk en solstrålehistorie. Mit vigtigste fokus er, at djurslændingene også fremover får affaldsløsninger, hvor miljø og økonomi går hånd i hånd," siger Jens Meilvang i sin første udtalelse som ny i formandsstolen.
Den siddende formand i Reno Djurs I/S oppebærer et årligt honorar, der i 2014 lød på 49.200 kroner.
De menige bestyrelsesmedlemmer fik udbetalt 13.428 kroner (2014-tal).
Reno Djurs I/S - bestyrelsens sammensætning:
Syddjurs:
- Per Dalgaard (O), næstformand
- Kim Lykke Jensen (F)
- Kai Pedersen (A)
Norddjurs:
- Jens Meilvang (I), formand
- Niels Ole Birk (V)
- Mads Nikolajsen (F)
- Reno Djurs I/S blev stiftet den 1. juli 1996 som et interessentskab mellem de daværende 8 kommuner på Djursland
- Efter kommunalreformen er interessentskabet videreført med Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune som interessenter
- Interessentskabets egenkapital udgør 126 mio. kr. (pr. ultimo 2014)
Publiceret 05 January 2016 11:30