Ulven sætter følelserne i spil og splitter danskerne i to lejre: For og imod ulve i Danmark

Ulven sætter følelserne i spil og splitter danskerne i to lejre: For og imod ulve i Danmark

ULVEN KOMMER... men er den velkommen?

Ulve-forsker fra Ry med i TV-debat om ulven i Jylland

Af
Af Grethe Bo Madsen

Hvad vil vi med ulven i Jylland og vil vi i det hele taget gerne have den bliver her? Det sætter TV2 Østjylland fokus på mandag 11. januar, når de inviterer modstandere og tilhængere til stor live-debat om ulven i "Ulvetimen" klokken 19.45. 
 
Skal der være plads til ulve i Danmark? Hvor skal de være, og hvor mange skal der være? Og er ulven egentlig farlig for mennesker? Det er blot nogle af de spørgsmål, der vendes, når programmet forsøger at afdække sandheder og myter om ulven.
 
Hadebreve og dødstrusler er konsekvenserne, hvis man stikker snuden for langt frem i ulvedebatten. Ulven sætter følelserne i spil og deler mange steder befolkningen i to lejre. Dem der elsker ulven og dem, der vil have et Danmark frit for ulven. 
 
”Jeg kan slet ikke se, hvorfor vi skal have ulve i Danmark. Den bringer intet godt med sig,” lyder det fra jæger og folketingsmedlem fra Venstre, Thomas Danielsen.
 
Til gengæld er der andre toner fra seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Thomas Secher Jensen fra Ry:
 
”Jeg synes, ulven er et fantastisk dyr, og det er en gave til den danske natur, at den nu har besluttet sig for at vende tilbage,” siger han.

Flere ulve på vej

For tre år siden blev den første ulv fundet død i Nationalpark Thy. Siden har forskerne fundet spor efter omkring 40 ulve i Jylland.
 
Og der er flere på vej, lyder vurderingen fra rovdyrsforsker Olof Liberg fra Grimsö Vildtstation i Sverige. Liberg regnes som den førende ulveforsker i Skandinavien.
 
”I må hurtigst muligt finde ud af, hvad I vil gøre ved ulven i Danmark. Gør I ingenting, vil I om 20 år have flere hundrede ulve i Jylland. Det er helt sikkert. Ulven er et opportunistisk og vældig tilpasningsdygtigt dyr, der kan klare sig alle steder. Og der er masser af områder i Jylland, der er helt ideelle for ulven,” siger han.
 
TV-panelet på mandag består af folketingspolitikere, jægere, naturmennesker, forskere og folk, der bor i de områder, hvor der er registreret ulve. Salen vil være fyldt med mennesker, der har en holdning til dyret.
 
Det er stadig muligt at tilmelde sig som publikum ved at skrive på mailen ulv@tvmidtvest.dk
 

null

Publiceret 05 January 2016 18:00