Grenaa:

Mand ville hjælpe flygtninge på færgen til Sverige

En mand fra Aarhus sigtes for overtrædelse af udlændingeloven efter forsøg på at hjælpe flygtninge til Sverige

Af
Af Martin Schultz

Den højspændte situation med stor tilstrømning af flygtninge ind over de danske grænser sydfra er baggrunden for, at Østjyllands Politi natten til onsdag kl. 00.43 gik i aktion ved færgelejet på Grenaa Havn.
Politiet fik en anmeldelse om, at fem udlændinge havde købt billetter til færgen fra Grenaa til Varberg.
Politiet fortæller, at anmelderen har oplyst, at en 41-årige mand fra Aarhus formentlig har kørt de fem udlændinge til færgelejet og havde købt billetter til dem.

Har søgt asyl i Danmark

Politiet tog både den 41-årige og de fem udlændingene med til Aarhus Politigård.
Her kunne ingen af de fem udlændinge fremvise pas eller personlige papirer. Det drejer sig ifølge politiet om fire voksne og et 4-årigt barn, skriver tv2oj.dk
Den 41-årige mand er sigtet for overtrædelse af udlændingelovens §59, stk. 8, nr. 1, ved at have bistået udlændinge med ulovligt at rejse gennem landet.
Manden er ved at blive afhørt og vil efterfølgende blive løsladt med henblik på bødestraf.
Politiet oplyser, at de fem udlændinge alle har søgt asyl i Danmark.
De er ved at blive registreret og vil derefter blive overført til Sandholmlejren.

Straffes med bøde

Der har i de senere dage været meget diskussion om civile danskeres hjælp til at udenlandske flygtninge kan komme uregistreret gennem Danmark og til Sverige.
”Den form for lovovertrædelse straffes med en bøde på 5.000 kroner, hvis der har foregået betaling eller med en minimumsstraf på 2.000 kroner, hvis der ikke har,” siger politikommissær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi til tv2oj.dk

Publiceret 09 September 2015 12:04