Folketingsvalg - debat:

Kan det betale sig at arbejde?

Af: MF Anne-Mette Winther Christiansen (V), opstiller i Djurskredsen:

"3F har i valgkampens første dage brugt rigeligt med energi på at så tvivl om ægtheden af Lars Løkkes eksempel i partilederrunden på, at det for en mand ikke kunne betale sig at arbejde.

Nu bekræfter en journalist fra Dagbladet Roskilde, som var med på besøget hos Panorama, at eksemplet passer.

Selvfølgelig gør det det, og Direktøren fra Panorama har været ude og sige det samme. I stedet for at forsøge at fjerne fokus fra sagens kerne, burde kritikerne derfor være med til at diskutere, hvordan det bedre kan betale sig at arbejde i fremtiden.

333.000 har en lille økonomisk tilskyndelse til at arbejde. 46.400 har mindre end 1.000 kr i gevinst ved at tage et arbejde. Og 17.700 har mere til rådighed ved at være på offentlig forsørgelse end ved at arbejde.

Det synes vi i Venstre er et klart bevis på, at det for mange mennesker ikke kan betale sig at tage et arbejde.

Derfor ønsker vi at lave en jobreform, hvor vi sikrer, at det bedre kan betale sig stå op og gå på arbejde: Et moderne kontanthjælpsloft skal sætte en barre for, hvor meget man samlet set kan modtage i offentlige ydelser.

De penge, som vi finder herved, skal bruges til at sænke skatten på de laveste arbejdsindkomster. Vil regeringen være med på det forslag, eller mener man måske ikke, at der er et problem her?"

Publiceret 29 May 2015 11:30