Peer Dreier fortalte, og eleverne fik en masse at vide om høns og deres natur, om æggeproduktion, jordbær med mere.

Peer Dreier fortalte, og eleverne fik en masse at vide om høns og deres natur, om æggeproduktion, jordbær med mere.

Landbrugsmesse:

Børn laver deres bud på Djurslands nationalret

Fire 6. klasser på Djursland har valgt lokal nationalret

Af
Anette Bonde

“Hvad synes du skal være Djurslands nationalret”. Det spørgsmål har fire 6. klasser på Djursland taget til sig, og tre-fire elever fra hver klasse fremstiller klassens favorit-ret på Landbrugsmessen Gl. Estrup. Det sker om lørdagen i temateltet. Bagefter vil et dommerpanel vurdere og udvælge vinderen. Konkurrencen har titlen Djurslands Nationalret i børnehøjde 2015. Eleverne kommer fra Kattegatskolen i Grenaa. Mørke Skole, Ørsted Børneby og Ebeltoft Skole.

Forberedelser i felten

Klasserne har valgt deres bud ved almindeligt stemmeflertal. Derefter lavede de forskellige varianter af samme ret, og besluttede derefter, hvilken af dem, de ville satse på.
Derhjemme kan Morten og Frederik begge godt lide at lave mad.
“Det er sjovt.”
Frederik laver nogle gange selv pandekager og Morten kødsovs, og ellers går de til hånde i køkkenet, når deres forældre er i gang. Ingen af dem skal dog med til landbrugsmessen og lave deres ret.

Ikke stresse dyr og planter

Undervejs har hver klasse været ude og se, hvor råvarerne kommer fra. Onsdag i sidste uge var Kattegatskolens 6. klasse på besøg hos Peter Dreier i Høbjerg ved Grenaa, der har grønsager, specielt jordbær og kartofler, og desuden lige har startet æggeproduktion. Han bød eleverne på jordbær og startede med at fortælle dem om høns, æglægning og om sit syn på dyrehold og produktion.
“Vi prøver på ikke at stresse tingene for meget. Så må kunderne betale lidt mere.”
Inde i hallen, hvor de 500 høns går med adgang til en mark udenfor, kunne eleverne se og høre lyden af klukkende høns.
“Den lyd betyder, at de har det godt. Den kom, da jeg fik sat dette net op - høns kan ikke lide træk,” forklarede han og pegede på nettet omkring hønseafdelingen. Eleverne hørte også om, hvordan ægget falder ned i et hul i redekassen.
“Går de ikke i stykker”, lød spørgsmålet fra én af eleverne.
Peter Dreier forklarede, at det bare falder ned på et blødt underlag og derefter triller ned i skuffen, klar til at blive samlet ind.
På den måde blev det en dag, lige som Østjyllands Spisekammer, der står bag initiativet, havde tænkt sig.
“Eleverne, der jo er fremtidens forbrugere, kan se, hvor maden kommer fra. Det er desuden sundt at komme ud og se, at der er flere måder at gøre tingene på og få en snak om blandt andet dyrevelfærd”, lyder det fra Anette Stavnsø Møller.

Landbrugsmessen Gl. Estrup finder sted i weekenden 30. og 31. maj, begge dage klokken 9 - 17.

Publiceret 26 May 2015 07:00