Kjeld Lund ved sin ældste traktor, en Massey Ferguson, der har fået titel af veteran-traktor.

Kjeld Lund ved sin ældste traktor, en Massey Ferguson, der har fået titel af veteran-traktor.

Landbrugsmesse:

At tage til dyrskuer - det ligger i blodet

Kjeld Lund har været med ved dyrskuer lige siden han var dreng

Af
Anette Bonde

Allerede som dreng i 1950'erne tog Kjeld Lund på dyrskue. Han er landmandssøn fra en kvæggård, og det at tage på dyrskue med nogle af køerne var en fast del af årets gang. Det fortsatte han med, da han selv fik en bedrift i 1974. Samme år tog han til dyrskue i Grenaa med to køer.
“Jeg fik to sidstepladser. Men det blev alligevel til førstepræmie, for der var ikke så mange dyr i den kategori”, smiler han. Det skal nævnes, at der foran førstepræmierne også er forskellige ærespriser.

Indstiftede pokal i 1993

Siden det første dyrskue i Grenaa, har Kjeld Lund været med som udstiller ved dyrskuer i næsten alle årene indtil 2005. Han stoppede som kvægavler i 2007 og gik over til plantedrift. Efter de to sidstepladser i 1974 har han i tidens løb indkasseret flere fine placeringer. I 2005 blev han for eksempel præmieret for Skuets Bedste Ko.
“Det er avlsarbejdet, det drejer sig om.”
I 1993 indstiftede han selv en ærespris med titlen “Skuets bedste SDM-ko efter ungtyr” incl. 1000 kroner. Dermed ville han påskønne dem, der brugte ungtyre i avlen, både for at hjælpe dem, der handlede med tyre og for at hjælpe tyrene, der ellers i de fleste tilfælde blev født til et meget kort liv.
I dag er han frivillig ved landbrugsmessen, hvor han sammen med to-tre andre sætter cirka 100 flag op.

Samme forberedelser

Når Kjeld Lund kigger tilbage på dyrskuer før og nu, mener han ikke, der er den store forskel for udstillerne. Det har altid handlet om at kigge de bedste dyr ud i god tid, træne mønstring med dem, transportere, vaske, klippe, eventuelt føntørre, og så håbe på en flot mønstring i ringen. Dog har bedømmelseskriterierne ændret sig i takt med, at dyrene producerer mere mælk i dag. Deres kropsbygning skal tilsvarende udvikle sig, så den kan holde til det.
Kjeld Lund overværede for et par uger siden nogle unge piger, der forberedte kvæg til årets dyrskue. Han bliver til stadighed imponeret over pigers flair for kvæg. “De er næsten også de bedste til at bedømme dem. En konsulent sagde engang, at ud af 100 fødte børn er der 10, der kan blive statsminister, men kun to, der kan bedømme køer.”
Han fortæller, at der i 1974 var over 100.000 mælkeproducenter i Danmark. I dag er der kun cirka 3000. Alligevel vil interessen for at udstille ved dyrskuer i fremtiden være lige så stor som i dag, mener han.
“Der er mange unge, der er interesseret, ikke nødvendigvis selvstændige landmænd, men ansatte. For mange af dem, er det deres sommerferie, eller en del af den.”

Landbrugsmessen Gl. Estrup finder sted i weekenden 30. og 31. maj, begge dage klokken 9 - 17.

Publiceret 26 May 2015 12:00