Kaniner og mange andre større og små dyr vises frem ved børnedyrskuet. Arkivfotos.

Kaniner og mange andre større og små dyr vises frem ved børnedyrskuet. Arkivfotos.

Landbrugsmesse:

Aktiviteter især for børn

Hoppeland, børnedyrskue og børnegård med kalveklapning og komalkning

Af
Anette Bonde

Arrangørerne af Landbrugsmessen gør altid noget ekstra ud af, at den skal være spændende og attraktiv for hele familien. I år får børnene noget særligt. Der bliver nemlig indrettet et helt legeland kun for dem med hoppeborge, trampoliner, elastikspring og andre aktiviteter. Det afløser det tivoli, som ellers har været en del af landbrugsmessen i mange år.
Hoppeland bliver et afgrænset område, og der holdes opsyn med børnene og sørges for sikkerhed, så forældrene kan gå en tur på messepladsen. Der sælges særlige billetter til legelandet, og de gælder hele dagen.

Børnegård

I Børnegården er der mulighed for at komme rigtig tæt på og klappe en kalv og håndmalke en ko.
Børnene kan også få svar på næsten alle de ting, de kan finde på, der har med landbrug og dyr at gøre. For eksempel hvad og hvor meget en ko spiser, hvor meget den drikker og hvor meget mælk det bliver til.
De kan også boltre sig i korn og rutsje en tur på halmballerne i halmlandet.

Halmballer er praktiske at lege i for små og gode at hvile sig på for de lidt større.

Halmballer er praktiske at lege i for små og gode at hvile sig på for de lidt større.

Børnenes dyrskue

Som omtalt andetsteds afholdes der også børnedyrskue ved landbrugsmessen. Det sker i samarbejde med Landboungdom og 4H.
Dyrskuet finder sted lørdag 30. maj, og der bliver sikkert nok at kigge på. I hvert fald er det både store dyr som eksempelvis heste og hunde og mindre dyr som for eksempel fugle, kaniner, katte, marsvin og kaniner, der er velkomne.
Børnedyrskuet starter lørdag formiddag med pyntning og bedømmelse af de dyr og fugle, der skal udstilles. Det følges af mønstring i opvisningsringen.
Der er ingen smalle steder, for alle udstillere præmieres, fortæller pressekoordinator Christian Thomsen..

Landbrugsmessen Gl. Estrup finder sted i weekenden 30. og 31. maj, begge dage klokken 9 - 17.

Publiceret 26 May 2015 15:00