Syddjurs:

Senioridrætten stortrives i IF Ådalen

Medlemmerne er strømmet til IF Ådalens fodbold- og håndboldafdelinger

Af
Mogens Greve

Det startede for alvor for et par år siden, da Jan Espensen igen vendte øjnene mod IF Ådalen og efter en tids fravær fik rusket op i nogle af de mange seniorspillere, der af forskellige grunde havde gemt fodboldstøvlerne væk.
Jan Espensen er tidligere spiller og træner i klubben, og med ham tilbage ved roret mønstrer IF Ådalen i dag en af de største spillertrupper på Djursland.
Mere end 30 spillere til træning var ikke noget særsyn i 2014, og 35 spillere var på banen ved den netop afholdte nytårsappel - se også fotoserien.

En af hemmelighederne

En af ”hemmelighederne” bag succesen er Jan Espensens holdning til ikke at gøre forskel på spillerne, uanset om de spiller på holdet i Serie 4, Serie 5 eller Serie 6.
”Der er plads til alle, og der skal være kamp om pladserne, men det skal også være sjovt at spille på alle tre hold,” siger Jan Espensen.
Det kom ganske godt til udtryk ved nytårsappellen, hvor han opfordrede spillerne til at følge de forskellige holds kampe, spillerne fra Serie 5 til at sørge for fyldte vandflasker, når Serie 4 spiller kampe - og spillerne fra Serie 4 til at sørge for fyldte vandflasker, når Serie 5 spiller kampe.
At førsteholdet skal sørge for vand til andetholdet er nok lidt af et særsyn - men spillerne bakker massivt op om det.

Også håndbold

”Det sportslige mål er, at Serie 4 rykker op,” fik Jan Espensen også sagt, mens han ved nytårsappellen dog brugte noget mere tid på at snakke fællesskab og opbakning, opfyldning af vandflasker - og et træningsophold i marts.
Der er fundet seks holdledere til to og to at følge de tre holds kampe, og den ene af dem, Thomas Knudsen, har gjort Jan Espensen kunsten efter i håndboldafdelingen, som også er blomstret op, efter at Thomas Knudsen fik rusket lidt op i de unge fyre - og desuden fik flere af fodboldspillerne til også at finde håndboldtøjet frem.
Der er sjældent under 20 seniorherrer til håndboldtræning, og mens Thomas Knudsen altså om sommeren er holdleder i fodbold, står han sammen med Rasmus Lindgren for håndboldtræningen i vinterhalvåret.
”Vi træner håndbold én gang om ugen,” fortæller Rasmus Lindgren.
”Og én gang om ugen træner herrer og damer sammen i en kombination af spinning og crossfit.”
Ligesom seniorherrerne har også seniordamerne to hold, og for træningen står de fire seniorherrer, Simon og Rasmus Toft, Frederik Prang og Thomas Jensen.
Til at få det hele til at gå op i en højere enhed for både ungdom og senior, har håndboldafdelingen et talstærkt udvalg på otte personer.
Fælles for håndbold og fodbold er prioriteringen af fællesskabet. Alle hold vil gerne rykke op - men tager også gladeligt kampen op i de rækker, som de sportslige kvalifikationer berettiger til.

Video fra nytårsappellen

Se videoen

Publiceret 31 January 2015 06:00