Der bliver masser at komme efter på de 50 stande ved lørdagens loppemarked i Midtdjurshallen, lover håndboldformand Dan E. Föh. Arkivfoto

Der bliver masser at komme efter på de 50 stande ved lørdagens loppemarked i Midtdjurshallen, lover håndboldformand Dan E. Föh. Arkivfoto

Marked:

Lopper på spil i Midtdjurshallen

IFM Midtdjurs Håndbold kan præsentere 50 stande ved lørdagens loppemarked, som involverer mange lokale borgere

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det er ingen hemmelighed, at økonomien strammer til i foreningslivet. Således også i IF
Midtdjurs Håndbold, hvor indtægterne fra medlemskontingenter og sponsorer plus salget fra driften af Midtdjurshallens cafeteria ikke kan matche udgifterne.
Derfor går håndboldafdelingen nu nye veje for at skaffe yderligere indtægter. Lørdagens loppemarked i Midtdjurshallen er et forsøg herpå.
Mange lokale borgere har bakket op om initiativet som en kærkommen mulighed for at få solgt ud af gemmer på loftet og i garagen.

50 stande

"Der har længe været udsolgt af standene, så når dørene åbnes lørdag 31. januar klokken 10, vil de besøgende blive mødt af 50 stande, hvor private borgere sælger mange forskellige ting," siger håndboldformand Dan E. Föh.
For de besøgende vil der være mange fristelser både i form af de gode tilbud på standene, men også fra hallens cafeteria i form af kaffe, kage og meget mere.

Støtte til håndbolden

"Vi håber, at mange mennesker vil finde vej til Midtdjurshallen, for på denne måde at være med til at støtte udviklingen af håndbolden i Ryomgård og omegn til gavn og glæde både for vores børn og unge mennesker, men da bestemt også for den voksne generation," siger Dan E. Föh.
Det er Christina 'Muddi' Nielsen fra håndboldafdelingens bestyrelse, som har været primus motor for salget af stande.

Publiceret 29 January 2015 12:35