Niels Ole Birk har kørt parløb med Christian Gleerup, siden de to 1. januar 2014 startede i kommunalpolitik. Foto: Lars Norman Thomsen

Niels Ole Birk har kørt parløb med Christian Gleerup, siden de to 1. januar 2014 startede i kommunalpolitik. Foto: Lars Norman Thomsen

Eftertanker:

Farvel til politisk medspiller og ven

Christian Gleerups alt for tidlige død satte også en stopper for et nært politisk partnerskab

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Christian havde en ukuelighed og et engagement, som man ret hurtigt blev smittet af," siger Niels Ole Birk om partifællen  Christian Gleerup som i en alder af blot 34 år døde i sidste uge af kræft.
De to unge Venstre-løver, Birk og Glerup, blev begge valgt ind i Norddjurs Kommunalbestyrelse ved Kommunalvalget i 2013 og ret hurtigt dannede de to en naturlig alliance, der i det år som de fik sammen i lokalpolitik flere gange betød, at de afveg fra gængse Venstre-holdninger, blandt andet i spørgsmålet om store vindmøller på land, hvor de sammen meldte ud i flere læserindlæg, at de ikke ville gå med til at sige ja til vindmølleprojekter som det planlagte i Hevring Ådal og lignende projekter.

To landsby-knægte

"Som nye i det politiske fag fandt vi hurtigt ud af, at vi kunne bruge og hjælpe hinanden. Vi kendte ikke hinanden på forhånd, og det var ikke sådan, at vi rendte hinanden på dørene, men vi snakkede tit sammen i telefonen og skrev mails til hinanden. Christian kunne somme tider ringe og sige: "Nu bliver vi to nødt til at markere os i debatten," fortæller Niels Ole Birk.
"Vi kommer begge fra mindre landsbyer. Christian fra Ørum og jeg selv fra Vivild, og det tror jeg, var en af grundene til, at vi svingede så godt sammen. Vi forstod hinanden, fordi vi havde den samme indgang til politik, og kunne snakke sammen på en fri og ubesværet måde."

Efterlader et tomrum

Niels Ole Birk vidste godt, hvor det bar hen, da Christian Gleerup i november 2014 søgte om orlov fra kommunalbestyrelsen.
"Christian ønskede ikke, at der blev snakket om det, og det blev heldigvis respekteret. Hans død efterlader naturligvis et kæmpe tomrum for hans nærmeste familie. Jeg har den dybeste medfølelse med hans kone Mai og to små børn. Mai mødte jeg først ved den smukke mindehøjtidelighed forud for sidste uges kommunalbestyrelsesmøde, men jeg følte alligevel, at jeg kendte hende godt, fordi Christian tit fortalte om hende og deres to børn."

Ikke bare for sjov

"For mig personligt har jeg sagt farvel til en god ven og politisk partner, der havde alle muligheder for at nå langt i Venstre. Christian ville noget i politik og var ikke bare med for sjov."
"Han gik engageret ind i arbejdet og var fuld af idéer til, hvordan Norddjurs kunne udvikle sig og folde sig ud i fremtiden. Jeg vil komme til at savne ham meget, fordi vi i løbet af det år, vi nåede sammen, kom tæt på hinanden og lærte at begå os i lokalpolitik sammen."

null

Publiceret 28 January 2015 14:24