Carsten og Helge Sørensen fra Djursland Spillemænd. Th. Rasmus Stenholm. Arkivfoto

Carsten og Helge Sørensen fra Djursland Spillemænd. Th. Rasmus Stenholm. Arkivfoto

Spillemænd går arm i arm med Jeppe Aakjær

Djursland Spillemænd spiller onsdag Jeppe Aakjær sange på Ørum Bibliotek

Af
Af Martin Schultz

Det var ikke lige et match man havde set komme.
At Djursland Spillemænd med 40 år på bagen med folk, rock og reggae på repertoiret skulle kaste sig over ”bondedigteren” Jeppe Akjærs sange.
Men for guitaristen og sangeren Helge Sørensen er vejen til Jeppe Aakjær ikke særlig lang og det resulterede sidste år i udgivelsen af CD'en ”Nu er dagen fuld af sang” med 12 kendte Jeppe Aakjær sange.
”Jeg har kendt Jeppe Aakjærs sange siden min barndom. Med deres fine melodier og tekster vil de altid være en del af mit livs lydspor,” siger Helge Sørensen, hvis far, Harald Sørensen, tidligere forstander ved Vivild Ungdomsskole, stammer fra Salling, som med rette kaldes Jeppe Aakjær-land.

Jeppe Aakjær i tidens tone

Onsdag 28. januar er der mulighed for at høre Djursland Spillemænd spille Jeppe Aakjær sangene på Ørum Bibliotek.
”Jeg holder meget af Jeppe Aakjærs tekster. Han fremmaner eviggyldige billeder og har en fantastisk evne til at forene jævne ord, dialekt, rytme og digterisk indlevelse. Samtidig har han i sin digtning altid stået på fattig- og småkårsfolks side,” siger Helge Sørensen, som har arrangeret et udvalg af Jeppe Aakjærs sange.
I arrangementerne indgår mange af de genrer , som Djursland Spillemænd spiller lige fra folk, rock, jazz, blues og til country.
”Jeg har prøvet at fjerne det salvelsesfulde i sangene uden at miste inderligheden,” siger Helge Sørensen, som mener, at sangene med hundrede år på bagen er blevet mere højtidelige en det oprindelig var tanken.
Djursland Spillemænd havde 40 års jubilæum sidste år og turnerer stadig landet rundt til store og små spillesteder med bandets keltisk inspirerede folk-rock sange.

Djursland Spillemænd spiller Jeppe Aakjær

På Ørum Bibliotek
Onsdag 28. januar kl. 19.00
Pris 70 kr. Billetter kan købes på Ørum Bibliotek eller online

Publiceret 27 January 2015 12:24