Fitness:

Få et sundere seniorliv i Norddjurs

Ørum Aktiv Center og Ældre Sagen Nørre Djurs inviterer seniorer til motion

Af
Mogens Greve

Motion er vejen til et sundere seniorliv, og derfor er Ørum Aktiv Center og Ældre Sagen Nørre Djurs gået sammen om motionstræning i projektet ”Senior Fitness M/K”, som henvender sig til efterlønnere og seniorer.
Det foregår onsdage kl. 10-11.30 med start onsdag 28. januar, hvor man de fire første gange gratis kan få sved på panden - og prøve tilbuddet af. Derefter kan man som seniormedlem i ØAC for 130 kroner pr. måned eller 1.200 kr. pr. år frit deltage i den ugentlige holdtræning - og hver dag benytte fitnesscentret mellem kl. 10 og 14.
Hver onsdag vejleder instruktører i de forskellige aktivitetsmuligheder, og der er mulighed for at få lavet sit eget personlige træningsprogram.
I øvrigt slog Ældre Sagen et stort slag for motionen ved nytårsfesten på Gjerrild Kro, hvor ikke færre end 145 for nylig satte hinanden stævne.
ØAC instruktør John Pedersen var nemlig også inviteret med for at fortælle om motionsprojektet.

Publiceret 26 January 2015 10:15