Djursland:

18-årig med i Rallye Monte-Carlo Historique

18-årige Martin Møller-Nielsen er klar til rally med farmand ved styrepinden

Af
Mogens Greve

Far og Søn, Henrik og Martin Møller-Nielsen fra Allingåbro, stiller til start dette års Rallye Monte-Carlo Historique i deres hvide Golf GTI fra 1979.
På trods af sine kun 18 år er Martin Møller-Nielsen en habil co-driver, hvilket utallige pokaler og et dansk mesterskab fra 2013 vidner om.
Henrik og Martin Møller-Nielsen har kørt historiske pålidelighedsløb i 3½ år i danmark. Deres deltagelse i Rally Monte-Carlo Historigue er en drøm om at prøve kræfter med det største rally af dem alle,
I år startes der fra København, Glasgow, Barcelona, Reims og Torino, og Henrik og Martin Møller-Nielsen starter sammen med 119 af de i alt 314 startende fra Reims i Frankrig 30. januar.
Starten samler traditionelt mange tilskuere både ved startrampen og på ruten gennem de mange små byer. Alle kører til Le Puy en Velay, hvor den afgørende del af løbet starter.
Der køres 14 prøver, når ruten ad små bjergveje går til Monaco, Valance og tilbage til Monaco igen.
Kørerne passerer utallige små bjergpas, hvor der er stor sandsynlighed for sne på vejene. Det legendariske Rallye Monte-Carlo er alle rallyers moder.
Det blev kørt første gang i 1911, hvor det blev arrangeret med det simple formål at få Europas velhavere til at opdage Monaco som et område, hvor man selv i vintermånederne kunne feriere og slappe af under varmere himmelstrøg.
I 50'erne og 60'erne ændrede løbet gradvist karakter. Nu var bilerne blevet så gode og vejene lige så, at de første sekund- og specialetaper begyndte at dukke op.
Siden fortsatte udviklingen, hvor der blev lagt større og større vægt på bilernes ydeevne, og rallyet udviklede sig til et regulært sprint på de indlagte hastighedsprøver.
Men i Rallye Monte-Carlo Historique skrues tiden nogle årtier tilbage.
Der kæmpes med de gamle biler fra 60'erne og 70'erne - og efter regler som dengang.

Publiceret 25 January 2015 06:00