Ulrik Sinding, formand for Trustrup Håndværker- og Borgerforening.

Ulrik Sinding, formand for Trustrup Håndværker- og Borgerforening.

Nu tager udviklingsarbejdet fart i Lyngby-Trustrup og der er opbakning til butik

Fremtiden i Lyngby-Trustrup tegner lyst med samarbejde med kommunen og ny butik på vej

Af
Anette Bonde

Nye fremtidsplaner for Trustrup og Lyngby er på tegnebrættet. Områdernes borgerforeninger har holdt møder med udviklingsforvaltningen for at forberede en udviklingsplan, og tirsdag 27. januar mødes Else Søjmark, formand for kultur- og udviklingsudvalget Norddjurs Kommune, med en særlig nedsat gruppe for at afstikke rammerne, så planen kan være klar til politisk behandling efter sommerferien.

Stationsbyer klarer sig ofte

“Vores udgangspunkt er, at Trustrup-Lyngby er strategisk godt placeret i forhold til det udviklingspotentiale, som letbanen med halvtimes drift mellem Grenaa og Aarhus medfører”, siger Else Søjmark.
Hun peger på, at i en tid, hvor der er generel fraflytning fra de mindre byer, viser undersøgelser samtidig, at stationsbyer ofte klarer sig bedre.
“De bevarer deres indbyggertal eller de har tilmed øget tilflytning.”

Skal komme med inputs

Ulrik Sinding, formand for Trustrup Håndværker- og Borgerforening, fortæller, at den gruppe, der er nedsat, er sammensat så den tegner et bredt udsnit af borgerne i området. Dens opgave er at komme med en masse inputs, der skal hjælpe Norddjurs Kommune med at lave en udviklingsplan.
Han glæder sig over - og til - det kommende arbejde.
“I bund og grund går det ud på at øge bosætningen og gøre det til et godt sted at være.”
Også temperaturen for en kommende købmandsbutik i Trustrup står på “godt”. Håndværker- og Borgerforeningen inviterede i torsdags til informationsmøde, og cirka 130 mennesker mødte frem. Ulrik Sinding fortæller, at der var en positiv stemning og stor interesse for de støttebeviser, der skal bruges til at indsamle penge til butiksstarten for det købmandspar, der står klar. Pengene skal de gå til udbetaling på leasingkontrakt til inventar, og der skal indsamles mindst 300.000 kroner. Blandt andet har en af de store bilforhandlere i Grenaa tilbudt at være guldsponsor for 10.000 kroner. Han havde som barn tilknytning til Trustrup.
“Jeg er meget meget positiv, og nu er der i hvert fald grundlag for at arbejde videre, og det gør vi for fuldt drøn”, smiler Ulrik Sinding.

Publiceret 21 January 2015 15:00