Pressefoto.

Pressefoto.

Ligger Nordens bedste Akvarium i Grenaa?

Fornem nominering til Kattegatcentret

Af
Anette Bonde

Sveriges største rejse-hjemmeside Barnsemester.se har nomineret Kattegatcentret som Nordens bedste Akvarium.
De svenske børnefamilier er åbenbart så glade for Kattegatcentret, at de har nomineret attraktionen til Store Barnsemester-prisen i kategorien Nordens bedste Akvarium. Kattegatcentret er nomineret sammen med Nordsøen Oceanarium og otte andre kandidater fra Norge, Sverige og Finland.
Nomineringen sker på baggrund af svenske børnefamiliers tips og ideer. Derudover har redaktionen af barnsemester.se allieret sig med testfamilier, der året rundt bedømmer en lang række forskellige børnevenlige attraktioner i hele Norden.

Familiesamvær

Hos Kattegatcentret er man glade for nomineringen, og nu håber man, at gæsterne vil gå ind på Barnsemesters hjemmeside og stemme på den djurslandske attraktion. Adressen er www.barnsemester.dk, og afstemningen løber frem til 15. marts.
Kattegatcentrets direktør Bjarne Klausen peger på, at centret har meget at byde på. Han kalder centrets aktiviteter for familiesamværsforstærkende.
“Krabbefangsten er for eksempel en fantastisk begivenhed, hvor både børn og fædre går op i aktiviteten. Fædrene er gode til at instruere, men overtager også lidt. Det ser fantastisk ud, når alle ungerne ligger på maven og kigger ned i vandet.”
Han nævner desuden blækspruttedissektion, hajtandsstøbning japansk fiskeaftryk med mere. Figuren Havets Ven tager sig af mange af disse ting sammen med gæsterne. Af og til er der fodringer med de små hajer, og der er hajtræning og sæltræning med de tre sæler. Den ene er en gråsæl, der er Danmarks største rovdyr.

Sharky

“Så har vi også Sharky der er vores hajmaskot. Han er en levende figur, der går rundt i centret og giver krammere og ”high five” til børnene. Han kan ikke tale da han er en haj.”
Den fornemme nominering lægger sig i kølvandet på andre gode nyheder for Kattegatcentret. År 2014 bød nemlig både på sælunge, nyt sælanlæg, ny hjemmeside og en fremgang i besøgstallet for første gang i mange år. Derudover barsler Kattegatcentret med en ny kurs for den 22 år gamle attraktion.
”Vi arbejder ihærdigt med en ny strategi for Kattegatcentret, som byder på mange nye og spændende oplevelser. Så der er et væld af gode grunde til at stemme på os, og til at lægge vejen forbi,” fortæller Bjarne Klausen.

Publiceret 21 January 2015 11:00