Mols:
Fuldt hus til afsked med sparekassedirektør
Mange var mødt op for at sige farvel til tidligere direktøri Vistoft Sparekasse Mona Thomassen
Der var fuldt hus i Sparekassen Djurslands afdeling i Knebel fredag eftermiddag. Reoler, arkivskabe og skranker var dækket op med duge og blomster, og der var mennesker overalt – både foyeren, mødelokalet og kælderen var taget i brug.
Gamle kolleger, bestyrelsesmedlemmer, kunder og familie var mødt op for at sige farvel til den tidligere direktør for Vistoft Sparekasse, Mona Thomassen. Der blev givet mange kram, og det lød til, at Mona allerede fik lavet en del private aftaler om gåture og formiddagskaffe.
- Det har været meget overvældende, sagde Mona, da folk begyndte at sive hjem igen.
Taler var der også nogle stykker af, som både kunne fremkalde grin og en tåre i øjenkrogen, og Mona understregede i sin takketale, at Sparekassen Djursland havde overtaget et guldæg, som meget vel kunne blive til mere, hvis de tog vare på det.
Ny besætning
Fremover vil den daglige leder i Knebel være Carsten Miang, der blev hentet til Vistoft Sparekasse som souschef i 2012.
Han bakkes op af kunderådgiverne Niels Toustrup og Mariann H. Olesen. Jytte Carlsen vil fortsat stå i kassen, mens rådgiver Jesper Horn bliver IT-konsulent for alle afdelinger i sparekassen i løbet af foråret. Peter Due vil af og til dukke op som afdelingsdirektør for alle Syddjurs afdelinger.
Kunderne fik allerede i efteråret at vide, hvem der er deres nye rådgiver.
Publiceret 19 January 2015 15:07