Bryan Mathews var igen på toppen efter en sløj indsats i seneste kamp. Den velbyggede kenyaner bidrog flittigt med scoringer i 28-27 sejren. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Bryan Mathews var igen på toppen efter en sløj indsats i seneste kamp. Den velbyggede kenyaner bidrog flittigt med scoringer i 28-27 sejren. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

3. division - håndbold:

Jonas Pedersen sørgede for smal ÅHG-sejr i Haderslev

Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer overraskede positivt mod Team Haderslev KFUM søndag eftermiddag med 28-27 sejr

Af
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) var uden Mikkel Due og Mikkel Juhl i søndagens svære udekamp mod Team Haderslev KFUM. Ligesom den tilbagevendte målmand Jonas Skjøtt ikke var med som supplement til stortalentet Kristoffer Pedersen.
"Jonas Skjøtt er stoppet hos igen. Det er vi blevet enige om, er det bedste for både ham og os," fortæller træner Carsten Vikkelsø Jensen uden at ville gå yderligere i detaljer.
Derfor var målmand Florian Wichert med igen i den bedste trup.
Fraværet af de to gange Mikkel tvang også Carsten Vikkelsø Jensens medtræner, Bjørn Hessellund, til at trække i trøjen.
Bjørn Hessellund havde egentlig indstillet karrieren, men da gode råd var dyre, indvilgede han i at bidrage i forsvaret.
Det gjorde han så bravt, at han opnåede tre tominutters-udvisninger og dermed rødt kort.
"Bjørn var et stort aktiv med sin rutine fra højere niveau og var i høj grad medvirkende til, at vi kunne vinde kampen," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
 

Kristoffer nappede straffekast ved 27-27

Slutresultatet 28-27 (15-15) til gæsterne var et resultat af godt spil i begge ender af banen, fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
"Vi spillede glimrende og fornuftigt angrebsspil med tålmodighed og god evne til at spille chancerne store."
"Kenyanske Bryan Mathews ramte atter et højt niveau og bidrog flittigt med scoringer. Det samme gjorde Minke-brødrene (Daniel og Andreas, red.), de scorede på stort set alt, hvad der blev smidt ud til dem på fløjene."
Kampen var yderst jævnbyrdig fra start til slut, som cifrene antyder. Mod slutningen fik gæsterne lavet et lille hul på tre mål, men et par udvisninger til ÅHG bragte hjemmeholdet tilbage i opgøret.
"90 sekunder før tid stod der 27-27, og vi var i undertal plus, at Team Haderslev KFUM tilkæmpede sig et straffekast," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
Kristoffer Pedersen viste imidlertid, at han ikke stikker op for bollemælk i prekære situationer. Den unge målmand nappede simpelthen straffekastet.
Jonas Pedersen fik scoret til 28-27 på det næste angreb.
"Lidt heldigt, men en uhyre vigtig scoring. I de sidste 50 sekunder var Team Haderslev KFUM også en mand mindre på grund af en udvisning, og vi formåede dygtigt at lukke ned for afslutninger," siger en yderst tilfreds Carsten Vikkelsø Jensen.

Vil godt lægge hovedet på blokken

Sejren betyder, at ÅHG nu er så godt som sikre på at forny billetten til 3. division.
"Jeg vil godt lægge hovedet på blokken og love, at vi er sikre på at blive i 3. division, men selvfølgelig spiller vi for at hente endnu flere point," understreger Carsten Vikkelsø Jensen.
Fredag spiller ÅHG hjemme i Aastruphallen mod topholdet Fredericia HK 1990 klokken 19.30.
"Fredericia er rækkens mest stabile hold og en svær modstander at bide skeer med, men kan vi spille med stor koncentration i samtlige 60 minutter, er vi bestemt ikke uden chancer," vurderer Carsten Vikkelsø Jensen.
Fredericia kommer til Aastruphallen med den stærke målmand Lars Knudsen, tidligere ligaspiller, i spidsen. Han var stærkt medvirkende til, at Fredericia i weekenden besejrede bundholdet AIA/Tranbjerg med hele 35-22 på hjemmebane.
Holdets nyerhvervelse, Anders Johansen, blev topscorer med otte mål i denne kamp efterfulgt af Christ Burst og Jacob Frederiksen, der begge nettede syv gange. 

 
 

Publiceret 19 January 2015 20:51