I samfundsfagstimerne forbereder f.v. Michelle, Mathilde og Hannibal kampagne for deres mærkesager.

I samfundsfagstimerne forbereder f.v. Michelle, Mathilde og Hannibal kampagne for deres mærkesager.

Valgkampen er skudt i gang i 8. klasserne i Auning

Eleverne kører Facebook-kampagne med deres mærkesager

Af
Anette Bonde

Skolevalg 2015 er i gang. Landet over har mange folkeskoler valgt at tage emnet Folketingsvalg på skemaet, og eleverne i 8. og 9. klassse prøver i løbet af tre uger deres holdninger til centrale emner i samfundet af.
Skolevalg 2015 finansieres af Folketinget og Undervisningsministeriet.

25 mærkesager

På Auning Skole har eleverne i de seks 8. klasser valgt, hvad de vil kæmpe for. De kan vælge mellem 25 mærkesager, der er lagt ud på en hjemmeside. Eleverne skal vælge tre, og de skal herefter køre kampagne på Facebook og konkurrere om at få flest likes. I uge 2 skal klassen samlet køre kampgane på tre mærkesager, ligeledes på Facebook, og 28. januar afholdes der vælgermøde på Auning Skole.
Selve valget foregår 29. januar, og det er med stemmebokse og hvad der ellers hører rigtige valg til.
På valgaftenen serveres der selvfølgelig valgflæsk, persillesovs og kartofler, mens man følger DR Ultra, hvor skolevalget transmitteres på storskærm, fortæller Pia Pors, der er 8c's samfundsfagslærer.
“Skolevalg er en rigtig god måde at få de unge introduceret i den demokratiske proces. Det taler rigtig godt til dem, idet hjemmesiden er godt designet og taler deres sprog.”

Økologi og donorregister

Hannibal fra 8c har allerede scoret mange point alene ved at være flittig. Han har set videoerne til alle mærkesagerne, har læst om alle partier, har taget en test der fortæller hvilket parti, han ligger tættest på samt har besvaret spørgsmål ud over testen.
Hans mærkesager er: Fjern nationale tests i folkeskolen, Gør økologi billigere og Bedre og billigere offentlig transport.
Michelle har valgt: Hårdere straffe for personfarlig kriminalitet, Afskaf ulovligt børnearbejde og Gør aktiv dødshjælp lovligt.
Mathilde har også valgt Aktiv dødshjælp og Bedre og billigere kollektiv transport. Der ud over vil hun gerne slå et slag for automatisk tilmelding til donorregister.
Lokalavisen kan i øvrigt berette, at alle argumenterer godt for deres mærkesager.Hverken Hannibal, Michelle eller Mathilde har indtil nu været særlig optaget af politik.
“Men her kan man se, hvad nogle gerne vil have ændret, og man kan selv være med i sin kampagne,” siger Hannibal.
Michelle har fået flere overraskelser undervejs.
“For eksempel om forhold omkring hundeloven.”
Mathilde interesserer sig ikke så meget for politik, men har allerede dannet sig nogle holdninger.
“Jeg er nok mere aktiv, når jeg bliver 18 og skal stemme.”

Publiceret 19 January 2015 19:00