Alexandra Nielsen har indrettet klinik i privaten på K. L. Knudsensvej 29 i Ryomgård.

Alexandra Nielsen har indrettet klinik i privaten på K. L. Knudsensvej 29 i Ryomgård.

'Der sker noget med folk når de taber sig'

Kostvejleder og slankekonsulent Alexandra Nielsen åbner klinik

Af
Anette Bonde

“Der er meget psykologi i det. Hvis det har med pludselig opstået sygdom at gøre, for eksempel et brækket ben, er det forholdsvis let at tabe sig igen. Men hvis det er følelser, der er grund i overvægten, skal man ind og kigge på Positiv Psykologi.”
Alexandra Nielsen har netop åbnet klinik på K. L. Knudsensvej 29 i Ryomgård.
For et par uger siden afsluttede hun sin uddannelse som kostvejleder og slankeekspert med speciale inden for børn og overvægt og hun har også et forholdsvis nyt eksamensbevis som vejleder indenfor Positiv Psykologi.
Nu glæder hun sig til at bruge al sin erhvervede viden.

Der sker noget

“Der sker noget med folk, når de taber sig. Deres sygdomsrisiko bliver mindre, og de bliver samtidig gladere, får mere selvværd og deres motivation til at blive ved øges.”
Alexandra Nielsen har oplevet en stor glæde ved at uddanne sig som kostvejleder og slankekonsulent.
Hun arbejder 30 timer om ugen som sosu-assistent på plejeboligerne Rosengården i Hornslet og har i alt været 20 år inden for hjemmeplejen.
På Rosengården fik hun titel som 'ansvarlig for ernæring', og det gav hende lyst til at lære mere om kosten og dens betydning.
Uddannelsen inden for Positiv Psykologi vil hun også bruge i sin klinik.
“Det er svært at holde vægten. Man skal finde de styrker, der karakteriserer den enkelte klient, og sætte dem i spil.”
Alexandra Nielsen brænder for kost og ernæring og for at hjælpe folk. Særlig børnene har hun et blødt punkt for.
Hun har derfor kontaktet Nestlés Healthy Kids Globale Programmes afdeling for ernæring for at tilbyde sin hjælp. Det blev dog et venligt afslag, men med en besked om, at man måske ville kontakte hende senere. For tiden overvejer hun, hvor hun ellers kan tilbyde sin hjælp, gerne gratis, når det har med børn at gøre.
“Jeg vil gerne gøre en forskel for børn, hvis det kan give dem øget selvværd. Det vil have betydning for dem resten af livet.”

Alexandra Nielsen kører med 25 pct. rabat i januar og februar.

Hun har en hjemmeside på trapperne, men den er ikke på skinner endnu

Publiceret 19 January 2015 17:00