Ren røvtur:

Ung mand fra Djursland scorede 100.000 kroner

Ung mand fra Djursland har vekslet en ren røvtur til en drømmerejse til 100.000 kroner

Af
Af Mogens Greve

Normalt forbinder man ikke ordet ”røvtur” med noget særligt positivt, men det gør toilet-tester Peter Bech Pedersen fra Djursland.
På en shoppetur med en håndklædetørrer som mål, endte Peter Bech Pedersen med ballerne i et douchetoilet ved Frede Andersen VVS i Risskov, da han sagde ja til at være toilettester.
”Det er jo lidt grænseoverskridende, men faktisk helt OK når man først har trykket på knappen og vandet skyller dig bagi,” siger Peter Bech Pedersen om den oplevelse.
Som tak for hjælpen fik han et lod i konkurrencen om den store rejsepræmie - og vandt.

Drømmerejsen

Drømmerejsen sammen med køresten Trine starter i Brasilien med tre oplevelsesrige dage i Rio de Janeiro. Herefter går turen videre til Iguazú Falls på grænsens mellem Brasilien, Argentina og Paraguay.
Efter 13 dage i Sydamerika går turen fra Buenos Aires nordpå til Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada. Her venter først tre dage med sightseeing til lands, til vands og i luften samt overnatning på luksushotel med udsigt direkte til det brusende vandfald.
Rejsen afrundes med fire dage i New York City, med overnatning på det elegante Hotel Paramount midt på Manhattan, kun 100 meter fra Times Square.
I øvrigt - hvor på Djursland er det liiiige, at Peter Bech Pedersen bor … - selvfølgelig i Balle.

Publiceret 13 January 2015 11:41