Debat Syddjurs:

Kirstine Billes elfenbenstårn står endnu

Af Mads Højfeldt Obenhausen, Bakkedraget 3, 8544 Mørke:

"Kære Kirstine Bille (og øvrige byrødder),

Jeg er fuldt ud klar over, at der på ingen måde bliver rykket ved beslutningen angående borgerservice og så længe økonomien til stadighed sejler, kan kommende byråd heller ikke omgøre den, da der vil være for store omkostninger forbundet med det.

Men argumentationen halter lidt, hvordan kan man være så meget ude af trit med virkeligeheden, at man kan antage, at folk som skal have udstedt eller fornyet et kørekort, har egen bil? Ved udstedelse er det vel nærmest undtagelsen, hvis man har, og der findes store befolkningsgrupper som regelmæssigt skal have fornyet kørekortet, hvor mange formentlig har det for at have muligheden for at køre i fald det bliver nødvendigt, men som ikke selv har råd til bil (pensionister, kronikkere, erhvervskørsel).

Med hensyn til pas er det en meget behændig spareøvelse, man sikrer sig jo nærmest at en stor del af kommunens indbyggere vælger at belaste en anden kommune.

Så er der jo en anden beslutning, som startede som en nødløsning efter branden i Kolind, men som nu er permanent: Jobcentret.

Alle ledige og folk som bliver sygemeldt i en kortere eller længere periode er forpligtet til at møde op i Ebeltoft. Det havde ikke kostet kommunen mange penge at afsætte et kontor i Hornslet, Rønde eller Kolind til at en eller to jobkonsulenter kunne komme lidt tættere på (bare en gang imellem), men man antager, at folk har rigeligt med tid og penge, når de går hjemme, til at tage en flextur til Ebeltoft. Og skulle nogen have børn eller andre forpligtelser derhjemme, har de nok nogen til at tage sig af det, mens man er på bustur.

Men så længe man sidder i sit elfenbenstårn i vandkanten og kigger ud er det et, som Kirstine Bille skriver, fantastisk sted. Desværre er der nogen lidt længere væk i kommunen som er tvunget til at bo et ikke altid helt så vidunderligt sted der hedder: Virkeligheden."

Publiceret 13 January 2015 15:30