Bilorientering:

28 vogne stillede til start i Nytårsløbet

Randers Autosport har afviklet Nytårsløbet med flere lokale deltagere

Af
Mogens Greve

Det traditionsrige orienteringsløb Nytårsløbet med Randers Autosport som arrangør blev afviklet søndag mellem jul og nytår. 28 vogne var til start ved årets sidste orienteringsløb, som også var sidste afdeling af Den Jyske Femkantturnering.
I C-klassen havde DMKA makkerparret John Knudsen, Grenaa og Lars Vinther, Balle inden løbet sikret sig den samlede førsteplads.
Derfor valgte de helt frivilligt at stikke hovederne i løvens gab - og tage kampen op med deres kommende konkurrenter i klasse B.
De fik virkelig deres sag for i et løb på 80 km efter gamle kort i området NV for Randers til Bjerregrav, Læsten, Fårup, Purhus og Råsted.
De brugte fire en halv time og endte med 469 strafpoint - vinderen opnåede 256 strafpoint.
I samme klasse deltog også Anders Simonsen sammen med farmand, Kjeld Simonsen fra Grenaa, og de kørte sig til en 2. plads.
I Turistklassen var der deltagelse af Karsten Bjerregaard sammen med Knud Bjerregaard, som tidligere har boet i Ørum.
Efter løbet var der pokaler til de bedste i MA, B og C klasserne, og makkerparret John Knudsen og Lars Vinther modtog præmie for deres tredje turneringssejr i 2014.
De har tidligere i året hentet et Dansk og Jysk/Fynsk mesterskab i C klassen - og rykker i den ny sæson op i B klassen.

John Knudsen og Lars Vinther ved præmieoverrækkelsen i Randers.

John Knudsen og Lars Vinther ved præmieoverrækkelsen i Randers.

Publiceret 12 January 2015 06:15