Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe var skuffet over tirsdagens præstation i Galten og håber på en bedre indstilling i fredagens hjemmekamp mod Rougsø KFUM. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe var skuffet over tirsdagens præstation i Galten og håber på en bedre indstilling i fredagens hjemmekamp mod Rougsø KFUM. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Jyllandsserien - håndbold:

Skuffende udlæg af Nørre Djurs HK

Trods glimrende spil af målmandsdebutanten Rasmus Henriksen efter pausen tabte Nørre Djurs HK tirsdagens sene udekamp mod Galten med 24-22

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs håndboldherrer startede gudsjammerligt i tirsdagens udekamp mod Galten, første runde i forårets slutspil i Jyllandsserien, hvor det gælder oprykning til 3. division.
Gæsterne scorede første gang efter otte minutters spil, men da havde Galten allerede nettet fire gange.
Tilbagevendte Anders Olsen fik dog skudt Nørre Djurs HK ind i opgøret igen, så gæsterne efter 20 minutter førte 7-6.
"Vi kunne desværre ikke holde ved mod et ellers ret ordinært hjemmehold, som vi også forærede for meget, fordi vi lavede et hav af tekniske fejl og brændte alt for mange oplagte chancer," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Galten kunne gå til pause foran 12-10 sammen med en flok Nørre Djurs spillere, der lignede en flok hængemuler, ifølge Lunøe.
 

Stærk Henriksen

Efter pausen startede Nørre Djurs HK igen svagt og kom bagud 16-13.
På dette tidspunkt blev Jens Olsen afløst i målet af debutanten Rasmus Henriksen, der har benyttet vinterpausen til at skifte til Nørre Djurs HK fra Aastrup/Hammelev-Grenaa.
Henriksen tog fra med det samme og leverede en overbevisende indsats.
"Han var klart vores lyspunkt i den kamp," kommer det tørt fra Jakob Lunøe.
Debutantens spil i mål konverterede stillingen til 16-16, men i de sidste ti minutter kneb det igen med at få scoret i den anden ende, og så kunne Galten spadsere sejren hjem.
Galten vandt holdets pulje i efteråret og starter derfor foråret med to point forlods, mens Nørre Djurs HK med en andenplads i efteråret har et point med over forlods.
"Nu har Galten fire point, mens vi allerede er bagefter. Vi bør kunne slå et hold som Galten og har også gjort det i en træningskamp, men så kræver det mere overbevisende og koncentreret angrebsspil," siger Jakob Lunøe.
 

Kun ti mand på holdkortet

Nørre Djurs HK stillede kun med ti mand til opgøret (otte markspillere og to målmænd).
Efter U18-truppens oprykning til 1. division kan holdet ikke længere benytte de unge talenter, og det vil give udfordringer i foråret, når andetholdet i Serie 1 også skal tilgodeses.
Stregspilleren Benjamin Johansen var forhindret. I stedet gjorde Kenneth 'KK' Kristensen comeback.
Alle markspillere, minus fløjspilleren Kenneth Hougaard kom på scoringslisten.
Nørre Djurs HK spiller igen fredag aften, hvor Rougsø KFUM, oprykker fra Serie 1, kommer på besøg.
"Jeg håber virkelig, at alle mand er mere oppe på mærkerne mod Rougsø KFUM end det var tilfældet i Galten," siger Jakob Lunøe. "Ellers får vi problemer mod Rougsø KFUM, der har en dygtig målmand og en godt skydende back plus flere andre, der gør det godt."
Gæsterne trænes af Per Thomsen, tidligere mangeårig træner i Nørre Djurs HK.
"Per er en dygtig taktiker, og han kender os godt, så det vil være dumt at undervurdere Rougsø KFUM," understreger Lunøe.
 

Kampfakta:

Galtens - Nørre Djurs HK, Jyllandsserien Herrer:

24-22 (12-10)

Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Simon 'Ø' Østergaard 6
  • Henrik Pedersen 5 (2)
  • Martin 'Bondemanden' Jensen 4
  • Anders Olsen 4
  • Rasmus Bording 1
  • Kenneth 'KK' Kristensen 1
  • Morten Pedersen 1

 

Publiceret 08 January 2015 05:15