Lørdag bliver der lys i Mørke

Stor lysfest sætter lørdag eftermiddag gang i Mørkes områdefornyelse de kommende år

Af
Af Martin Schultz

Et væld af lys i mørket skyder lørdag 10. januar kl. 16 officielt Mørkes områdefornyelse 2015-2017 i gang og i løbet af foråret bliver de første af rigtig mange projekter en realitet.
Alle borgere i Mørke og politikerne i Syddjurs Kommune er derfor inviteret til stor lysfest
Arrangementet vil lade borgerne blive inspireret af fremtidens Mørke og store og små kan være med til at tænde masser af ”Lys i Mørke”.
Arrangementet starter kl. 15.30 og lyshavet skal være klar til kl. 16, hvor det første ”Lys i Mørke” tændes. Udvalgsformand Kirstine Bille tænder en 4 meter høj ildflamme og kl. 16.15 er der udstilling af Lys i Mørke-projekter og lysaktiviteter.
Kl. 17 er der fælles aftensmad med gratis aftensmad til alle fremmødte.

Program

Kl. 15.30 Kom og tænd dit eget ”Lys i Mørke” så et lyshav er klar til kl. 16.00 (hvis du har, så medbring et bålfad, grillen, en gammel trillebør, en halv olietønde el lign. – vær kreativ).
Kl. 16.00 Det første ”Lys i Mørke” tændes. Formanden for PUK-udvalget Kirstine Bille skyder projektet officielt i gang ved at tænde en 4 meter høj ildflamme.
Kl. 16.15 Udstilling af Lys i Mørke-projekterne, lysaktiviteter og hygge. Der bliver megamange folkebål, pyroflammer, kæmpe stjernekastere, finske fakler og stenpapirbåde (med lys i) i søen.
Kl. 17.00 Fællesspisning med gratis aftensmad til alle.

Publiceret 07 January 2015 12:19