Kolindsund:

Ung bilist slap ud af synkende bil

Ung mand kørte på tværs af vejen og røg i kanalen ved Sivested

Af
Af Martin Schultz

En 18-årig bilist slap heldigt fra en både våd og kold oplevelse, da han mandag eftermiddag i en personbil endte i kanalen langs Sivestedvej på strækningen mellem Kolind og Sivested.
Der blev slået alarm ved Brand og Redning Djursland kl. 15.20 med besked om at der var kørt en bil i kanalen.
Den unge mand kom selv ud af sin synkende bil og var heldig ved at en sygetransport på samme tidspunkt passerede ulykkesstedet og fik alarmeret en ambulance. Den var hurtigt fremme på ulykkesstedet og fik bragt den forkomne bilist til et tjek på hospitalet.

Usikkerhed om der var personer i bilen i vandet

Indsatsleder Jan Lindstrøm fra Brand og Redning Djursland nåede derefter som den næste frem til ulykkesstedet, men ambulancen var kørt og indsatslederen kunne ikke få vished for, om der befandt sig personer i den synkende bil, hvor kun taget var synligt i vandoverfladen.
Indsatslederen rekvirerede derfor den fornødne assistance til at undersøge bilen i vandet, men blev efter fem minutter på ulykkesstedet af politiet orienteret om, at bilens fører var i sikkerhed og at den unge mand var på vej til hospitalet i en ambulance.

Ingen udslip af benzin eller olie

SOS Dansk Autohjælp blev herefter rekvireret til med kran at hæve den totalskadede bil fra kanalens bund, mens Brand og Redning Djursland undersøgte ulykkesstedet for et eventuelt udslip af benzin eller olie.
”Der var heldigvis ikke sket udslip af hverken brændstof eller olie,” fortæller indsatsleder Jan Lindstrøm.
Politiet har ikke mange oplysninger om årsagen til den unge bilists dramatiske tur i kanalen.
Manden kom kørende i retning fra Grenå mod Kolind i en mindre sort bil og er af uforklarlige grunde kørt på tværs af vejen og ned ad en lille skrænt og direkte – plask – ud i kanalen.
Ulykken skete på Sivestedvej i et lille stykke skov langs kanalen. Manden kørte i kanalen netop på det sted, hvor der for nylig er blevet fældet tre store træer.

Publiceret 06 January 2015 15:31