Mary Knudsen med maleriet af Følle Strandgaard med Røndebakken på væggen. Foto: Martin Schultz

Mary Knudsen med maleriet af Følle Strandgaard med Røndebakken på væggen. Foto: Martin Schultz

Mærkedag:

100 år og fuld af gode historier

Mary Knudsen, Rønde Plejehjem, tidligere Følle Strandgaard, fylder 100 år tirsdag 6. januar

Af
Af Martin Schultz

”Jeg har haft et godt liv, men husk, at jeg kom af små kår”.
Det betoner Mary Knudsen gang på gang under sin samtale med Adresseavisen. Den 6. januar fylder den tidligere gårdejerkone på Følle Strandgaard 100 år og bag hende ligger et langt liv og mange år med meget slidsomt arbejde, som det hørte sig til i landsbrugssamfundet.
Mary Knudsen er født og opvokset på en lille ejendom og til hendes undfangelse knytter sig en ganske særlig fortælling.
”Mine forældre var blevet forelskede, men min far blev sendt med krydseren Valkyrien til De Vestindiske Øer under 1. verdenskrig. Den afsked mellem de to unge blev fejret så heftigt, at jeg kom ud af det,” fortæller Mary Knudsen om sine forældre Vilhelm og Ane Rasmussen, som begge var ud af små kår i Tåstrup.
Vilhelm Rasmussen vendte tilbage fra togtet og blev gift med Ane. De bosatte sig på en lille ejendom i Tåstrup og boede der sammen med hans forældre og siden deres tre børn.
”Min far arbejdede på Møllerup Gods i 45 år. Min mor havde høns og solgte æg, mens vi andre hjalp til med bedriften,” fortæller Mary Munk.

Gik i skole med senere minister

Hun gik på Feldballe Skole og gik her fra hun var 9 år til hun blev konfirmeret i skole med den senere socialdemokratiske politiker og minister Orla Møller.
”Orla Møller var kvik, og da vi blev konfirmeret, så kom vi andre ud at tjene, men Orla kom til Rønde på præliminær- og derefter studenterkursus. Siden blev han teolog og blev kirkeminister.”
Selv kom Mary Knudsen ud at tjene på en gård i Feldballe Bakker, men da hun som 16-årig kom til at tjene på Følle Strandgaard, blev hende skæbne beseglet. Her opstod der nemlig varme følelser mellem Mary og en søn på gården, Søren Kristian Knudsen. De to blev gift i 1935 i Feldballe Kirke og overtog derefter forpagtningen af ingeniør Christianis lystgård i Jægerspris.
”Vi havde forpagtningen af gården i 25 år, men i 1960 vendte vi tilbage, da min svigerfars gård, Følle Strandgaard, blev sat til salg. Vi drev den i 12 år, men da min mand af helbredsmæssige årsager måtte opgive landbruget, solgte vi gården og flyttede i 972 til et hus på Rønne Allé i Rønde,” fortæller Mary Knudsen.

Fik et godt otium i Rønde

På væggen på Mary Knudsens værelse på Rønde Plejehjem hænger et tidligt maleri af Følle Strandgaard med udsigt mod et Rønde før hele bakken blev bebygget. Andre genstande på værelset har hørt til på Følle Strandgaard.
Allerede Mary Knudsens mor tjente på Følle Strandgaard, hvor hun lærte at lave god mad, som hun siden slet ikke havde råd til at lave på den lille ejendom i Tåstrup.
Den smukt beliggende Følle Strandgaard med udsigt over Følle Bund er i dag et meget veldrevet stutteri, som Mary Knudsen har haft lejlighed til at besøge og kunne glæde sig over, hvor velholdt gården er.
Søren Kristian og Mary Knudsen nåede at udstykke grunde fra Følle Strandgaard og det sikrede dem et godt otium i Rønde. Søren Kristian Knudsen døde i 1998 på Marys fødselsdag, men hun blev boende i huset i Rønne Allé indtil for tre år siden.
Årene i Rønde blev blandt andet brugt til rejser til Tenerife, De Kanariske Øer, Italien og Østrig, og Mary Knudsen var med til at starte genbrugsforretningen i Frederiks Allé og var frivillig i den gennem 19 år.
Søren Kristian og Mary Knudsen fik 6 børn, som alle blev født i årene i Jægerspris. Tre af dem blev født i petroleumslampens skær, som Mary Knudsen beskriver det, fordi der ikke var elektricitet på gården.
Mary Knudsen har den glæde, at alle hendes seks børn kan være med til hendes 100 års fødselsdag sammen med 13 børnebørn og 10 oldebørn.
Der afholdes tirsdag en reception for familie og medbeboere på Rønde Plejehjem på.

Publiceret 05 January 2015 22:21