Sostrup er én af de herregårde, der åbner dørene for publikum i 2017, hvor gæsterne kan dykke ned i historiske temaer. Foto: Jesper Munk Andersen.

Sostrup er én af de herregårde, der åbner dørene for publikum i 2017, hvor gæsterne kan dykke ned i historiske temaer. Foto: Jesper Munk Andersen.

Aarhus 2017-penge til herregårde

690.000 kroner til herregårdsmuseet fra Aarhus 2017

Af
Anette Bonde

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet har fået 690.000 kroner fra kulturhovedstad Aarhus 2017 til projektet Herregårdene – Porten til Europa.

Åbne arrangementer

Pengene strækker til tre års arbejde med at sætte fokus på herregårdenes historiske rolle som kulturbærere og formidlere af kulturelle strømninger på tværs af Europa. Det skal blandt andet ske gennem publikumsarrangementer på fire østjyske herregårde og ved at afholde en international konference, der henvender sig til fagfolk fra hele Europa.
”Det er helt fantastisk, at vi nu får mulighed for at fortælle den gode historie om herregårdenes europæiske forbindelser. Globalisering er ikke et nogen ny opfindelse. Før fjernsyn og internet var herregårdene de steder, hvor tidens internationale strømninger kom til landet. Adelsmændene rejste ud i Europa og kom hjem med nye impulser, og det vil vi formidle til besøgende på de steder, hvor historien foregik. På herregårdene”, fortæller museumsdirektør ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Britta Andersen.

Herregårde slår dørene op

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet er tovholder på projektet, og de fire herregårde, der har indvilget i at åbne dørene for publikum i 2017, er Sostrup, Rosenholm, Clausholm og Bidstrup. De besøgende vil her kunne dykke ned i historiske temaer som mode, kunst, arkitektur, dannelse og religion.
”Adelen på de danske herregårde havde på mange måder mere til fælles med andre adelige i Europa end med deres naboer i landdistrikterne. De var del af en international elitekultur og talte tysk og fransk, havde familieforbindelser i England, Tyskland og Sverige og kunne begå sig ved hoffer overalt i Europa. Herregårdene er derfor særligt velegnede til at vise, hvordan regionen altid har modtaget impulser fra Europa”, siger Mikael Frausing, som er projektmedarbejder på Dansk Center for Herregårdsforskning, der udfører projektet for herregårdmuseet.

Kulturbyen i regionen

Herregårdene – Porten til Europa bidrager til ambitionen om at gøre Aarhus 2017 til en regional begivenhed. I Norddjurs Kommune er man godt tilfredse med, at Kulturbyen har valgt at satse på Gammel Estrup:
“Det er vigtigt for os at være med i kulturbysamarbejdet, og Gammel Estrup er jo et af vores kulturelle flagskibe her i kommunen”, siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen.

Publiceret 03 January 2015 09:00