Foto: Allan Trolle

Foto: Allan Trolle

Nytårsprædiken 2015:

"Vi vil stile højt, tro det bedste og drømme det vildeste og udholde det uperfekte"

Af
Af Morten Bay-Mortensen

sognepræst i Thorager-Bregnet-Feldballe

kommunikationspræst i Syddjurs Provsti:

"I dag ønsker vi hinanden godt nytår, med tak for det gamle.
Lige netop på overgangen deltager vi forskellig vis i de rituelle gentagelser, som hører årsskiftet til, lige fra Dronningens nytårstale til koncert fra Wien og skihop i Garmisch-Partenkirchen.
Tilsammen understreger det, at et årsskifte er noget særligt, og at det er et ryk vi foretager sammen.
I denne prædiken er der mange gode stemmer, som følger os i det ryk mod nye tider. Den første er et vers af en nytårssalme digtet af Dietrich Bonhoeffer:
 
Af gode magter er vi helt omgivet,
i tro og trøst bevaret, hvor vi går
med jer vidunderlig hver dag i livet
Med jer begynder vi det nye år
 
”De gode magter” bliver der ved indgangen til nytår sat navn på: Jesus Kristus. ”Han fik navnet Jesus” – fortæller Lukas som den næste stemme i dagens ultrakorte evangelium (Lukas 2,21).
I julen fik vi ansigt på. Gud kom til menneskers verden, som et menneske, som en af os. Han fandt os lige midt i livet på jord. Og han kom som Guds endelige frelse til mennesker. Med Himlens ild og kraft, for han var Kristus, den salvede.
Til ansigtet får vi nu et navn, vi kan spejle os i. Hente lys og kraft fra. Vi er dermed godt rustede til nye tider.
Sorg og glæde
Det er godt at få blus på lampen, så der er noget at stå imod med. Lys på glæderne, så vi ser dem i de glimt de ofte optræder i. Tager dem til os, som årets velsignelser.
Og dertil lys på livsmodet, så det kan bære i den modgang og de sorger, vi véd også vil komme.
Det hele følger med for os mennesker, og samlet bliver det til livserfaringer, der sætter mærker af så mange slags i hjerte og sind.  I 2015 skrives der endnu et lille kapitel i vore personlige historier.
En gammel, klog præst, Gurli Vibe Jensen, fyldte forleden 90 og lægger her stemme til, at sorgen ikke kun er af det dårlige:
”Sorg sætter mærker og det er væsentligt at erkende. Jeg kan ikke bare sige, at det er et tab, at min familie og nærmeste venner er døde. Nej, det er en del af livet, som giver nogle ar og eftertanke.
Hvor var vi henne, hvis vi ikke havde et stort forråd af smerte, som vi kan hente kræfter fra? Smerten giver en virkelighedssans. I stedet for at dykke ned i mørket, må man sige, at det er blevet mig betroet at komme gennem tider og oplevelser, som ikke bare var overflade, men som gør mig mere følsom.”
Der er ingen grund til at romantisere sorgen og tabet, men det er godt at få sat det perspektiv, at sorgen også giver udvider forståelsen for menneskelivets dybere lag.
Gud går med
Vi er ikke alene om livet. Gud er her og går med. Jesus er kommet til jord, og som året går, vil vi finde ham i alle menneskelige sammenhænge. Hvor vi lever, er Han til stede, som i et spejl af evangeliets historier. Der i mange belysninger handler om Guds møde med jævne folk i alle livssituationer, fra de glade, og stærke, til de modløse, syge og fortabte.
Og alle steder er det mennesker med hver deres mærker af godt og ondt på hjertet, men han tager ind, enten i trøst eller i modsigelse. Og altid for livets skyld.
Alt for at vise, at det er godt at være menneske, og at vi har livet sammen, i ansvar og omhu for det.
Alle hører med i flokken
Paulus breder armene ud og stemmer i, når han inkluderer os alle i fællesskabet i et lille stykke fra Galaterbrevet (som også høres i nytårsgudstjenesten):
”Kristus kom, for at vi kunne blive retfærdige af tro. Vi er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus”.
Den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard flugtede i et interview forleden akkurat denne pointe, at vi er trukket ind i Guds nærhed:
”Noget af det bedste ved kristendom er budskabet om, at vi er Guds børn. Det giver os en tilknytning og minder os om, at noget er højere og større end os selv. Det er enormt væsentligt i forståelse af kristendommen, for det giver en forklaring på, hvor små vi i virkeligheden er. Vi er ikke frit svævende i universet, men fastholdt i et forhold til Faderen, som er vores Gud og har givet os livet som gave. En gave vi har at forvalte så godt som muligt.
Det har Jesus bekræftet og gjort meningsfuldt med ordene om, at vi skal elske vores næste som os selv. Det vil jeg vove at påstå er det væsentligste udsagn om det at være kristen. Nemlig at der ikke er tale om en udelukkelse af nogen, men at man som kristen skal elske alle.”
Evangeliet holder retningen
Sådan er det at have livet i Jesu navn: At vende os mod vores næste, rumme ham og hende og holde af. Det er både så oplagt og ligetil, - og så udfordrende og uoverkommeligt.
Men evangeliet, bibelens budskab, melder sig altid på banen. For at gøre os klogere, større, livsduelige i fællesskabet og holde os fast, når vi vil stikke af fra ansvaret for vores medmenneske og omverden.
Så har vi evangeliet til at sætte retningen, som Henrik Wigh-Poulsen, domprovst i Odense og kandidat til biskop i Århus Stift, pointerer:
”Evangeliet er en stor og tindrende modsigelse af alt det selv-noget, vores tid flyder over med: selvfedme, selvretfærdighed, selvtilstrækkelighed, selvudvikling, selvpromovering. Evangeliet viser os bort fra os selv, river os ud af selvets trange kosteskab og sender os i en anden retning, ud til næsten, ud i verden, ud i livet. Evangeliet lærer os noget så forbandet utrendy og håbløst umoderne som ydmyghed.”
Lad nytårsstemmerne slutte med filminstruktøren Susanne Biers refleksion over vores næste skridt på livets vej:
”Man skal være til stede i livet, være ordentlig og gøre hvad man kan. Men jeg tror også vi skal blive bedre til at erkende, at intet liv er perfekt”.
Derfor: Vi vil stile højt, tro det bedste og drømme det vildeste og udholde det uperfekte. Og lægge vores kræfter håb i det alt sammen – det liv, som Vorherre vil velsigne os med i Jesu navn.
Må det for os alle blive et godt nytår."

Publiceret 01 January 2015 18:21