Nytår:
En stemningsfuld afslutning på året
Kirkegængere på tværs af sogne samles til gudstjeneste Nytårsaften i Tøstrup Kirke
Gennem mere end 30 år har der Nytårsaften været holdt en midnatsgudstjeneste i Tøstrup Kirke, og det er i dag den eneste af slagsen på hele Djursland.
”At samles Nytårsaften i Tøstrup Kirke kl. 23.30 er en tradition, som jeg fører videre efter min forgænger Egon Kristiansen,” fortæller sognepræst Susanne Munk Hjørlund, Nimtofte.
Kirkegængere fra hele Djursland og helt fra Aarhus søger nytårsaften til Tøstrup Kirke til denne ganske særlige fejring af det nye år.
”Det er en meget højtidelig og stemningsfuld gudstjeneste, som vi er glade for at kunne holde i Tøstrup Kirke og som mange mennesker gerne vil tage ud i nytårsnatten efter,” siger Susanne Munk Hjørlund.
Et glas i våbenhuset til nytår
Gudstjenesten begynder kl. 23.30 og indeholder en kort prædiken, nogle salmer og bønner.
”Jeg holder en kort prædiken frem mod kl. 24.00. Når kirkeklokken slår 24, rejser vi os alle og synger ”Vær velkommen, Herrens år” i nytårsudgaven. Derefter er der en bøn fra alteret og jeg lyser velsignelsen. Derefter synger vi ”Nu takker alle Gud",” fortæller Susanne Munk Hjørlund.
Derefter er det nye år omkring ti minutter gammelt og Susanne Munk Hjørlunds ”vandremenighed” ønsker hinanden godt nytår med et glas i våbenhuset.
”Kun dårligt vejr kan få fremmødet til at gå ned, så vi er enige om, at Nytårsgudstjenesten i Tøstrup Kirke er en tradition, som det er vigtigt at bevare,” siger Susanne Munk Hjørlund.
Publiceret 31 December 2014 09:27