Festivalleder og violinist Maj Kullberg. Arkivfoto

Festivalleder og violinist Maj Kullberg. Arkivfoto

Kultur:

Klassisk søslag sætter gang i musikfestival

Musikfestivalen Klassiske Koncerter - i Djurs og Mols vender tilbage sidst i juli med otte koncerter på programmet

Af
Af Martin Schultz

Selv om det endelige program endnu ikke er offentliggjort, er festivalleder Maj Kullberg klar til at løfte sløret for næste års klassiske musikfestival på Mols.
”Vi sætter igen i 2015 Nationalpark Mols Bjerge i musik ved otte koncerter med flere internationale solister,” fortæller Maj Kullberg, som også vil være at finde blandt musikerne som medlem af festivalens gennemgående ensemble Kroger Kvartetten.

Musikalsk søslag på Fregatten Jylland

Festivalen ligger i 2015 fra den 24. til 28. juli, og den bliver skudt i gang på kanondækket på Fregatten Jylland.
”Det bliver et mindre søslag, når et 10 mand stort barokorkester byder på sabelraslen og bataljer,” fortæller Maj Kullberg.
Festivalen slutter 28. juli med den amerikanske violinstjerne Karen Gomyo og den norske pianist Christian Hadland, som også medvirkede i 2014 festivalen i en kammerkoncert på Møllerup Gods.

Hylder Carl Nielsen

Desuden vil festivalen også fejre Carl Nielsens 150 års fødselsdag, blandt andet med en promenadekoncert i naturen.
”Carl Nielsen-Kvintetten, som vandt 2. pris i P2's kammermusikkonkurrence i fjor og som kunne opleves i DR TV 1. juledag, får vi ligeledes glæde af i år, ligesom "husensemblet" Kroger Kvartetten igen spiller med prominente gæster,” fortæller Maj Kullberg.

Klassiske koncerter – i Djurs og Mols
24.- 28. juli 2015
Læs mere på www.klassiske-koncerter.dk

Publiceret 29 December 2014 19:07