Jørgen Brøgger (C) undrer sig fortsat over fyringen af skolechef Marit Aasland: “Men jeg respekterer direktionens ret til at gøre, som den har gjort.”

Jørgen Brøgger (C) undrer sig fortsat over fyringen af skolechef Marit Aasland: “Men jeg respekterer direktionens ret til at gøre, som den har gjort.”

Fyring af skolechef:

Konservativ synes fortsat, det er synd for Syddjurs

Orientering for lukkede døre på byrådsmøde har ikke fået Jørgen Brøgger til at ændre syn på fyring af skolechef

Af
Af Lars Norman Thomsen

Byrådet fik i forbindelse med onsdagens byrådsmøde en orientering for lukkede døre om fyringen af skolechef Marit Aasland, som udelukkende er direktionens værk.
Jørgen Brøgger (C), medlem af Udvalget for Familie og Institutioner, og i de to foregående perioder formand for samme udvalg, siger på baggrund af orienteringen, at han ikke har ændret syn på sagen.
"Jeg anerkender, at byrådet har fået en orientering om fyringen, og jeg respekterer direktionens ret til at træffe en afgørelse, men det ændrer ikke ved, at jeg også efter byrådsmødet mener, at det er synd for Syddjurs, hvad der er sket," siger Jørgen Brøgger.

Håber at blive klogere

"Marit Aasland var en knusende dygtig skolechef, og  det er der mange flere end mig, der mener."
Jørgen Brøgger  vil nu afvente resultatet af den partshøring, der foregår mellem Kommunernes Landsforening og Marit Aaslands fagforening.
"Nå resultatet af høringen foreligger, kan det være, at vi bliver meget klogere, men beslutningen står selvfølgelig ikke til at ændre, og det respekterer jeg."

Skal have ny skolechef

En influenzaramt Per Zeidler (I), formand for Udvalget for Familie og Institutioner, måtte tage en taxa hjem umiddelbart før byrådsmødet gik i gang.
Derfor overhørte han ikke orienteringen, og han vil fortsat ikke kommentere fyringen. Til gengæld maner han flere skolelederes frygt for, hvad fremtiden nu vil bringe, i jorden, ved at slå fast, at der "selvfølgelig bliver ansat en ny skolechef i løbet af 2015."
"Når en afdelingschef stopper, giver det anledning til at kigge vores organisation efter i sømmene. Det fremgår af kompetenceplanen," siger Per Zeidler.
"Syddjurs skal naturligvis have en ny skolechef, men om titlen lige bliver sådan, ved jeg ikke lige. "
Per Zeidler understreger, at det er hans personlige opfattelse, han her giver udtryk for.
"Det er direktionen, der kigger på vores organisation, og tegner profilen af en ny skolechef," understreger udvalgsformanden.

null

Publiceret 19 December 2014 16:08