Ny seniortræner i Hornslet IF, Peter Møller Thomsen.

Ny seniortræner i Hornslet IF, Peter Møller Thomsen.

Hornslet:

Seniortræner klar til kamp i fodboldafdelingen

47-årige Peter Møller Thomsen fra Tilst ny mand i spidsen for Hornslets fodboldherrer

Af
Mogens Greve

Fodboldbestyrelsen i Hornslet IF har lavet en foreløbig 1-årig kontrakt med seniortræner Peter Møller Thomsen fra Tilst. Peter Møller Thomsen kommer fra et trænerjob i HØST IF, som blandt andet mødte Hornslet IF i efteråret.
”HØST IF er en rigtig god klub, men mine sportslige ambitioner er bare til lidt mere, siger Peter Møller Thomsen.
”HØST IF og Hornslet IF mødte hinanden i Serie 3, og på trods af Hornslets placering midt i rækken, synes jeg faktisk, at holdet havde rækkens bedste fodboldspillere.”
Peter Møller Thomsen, der tidligere har været på de djurslandske kanter, har foreløbig lavet en 1-årig aftale med Hornslet IF.
”Jeg boede for mange år siden i Holbæk og spillede dengang U17 i Vivild.”

Klar i spyttet

Det er ingen hemmelighed, at Hornslet gennem nogen tid har arbejdet målrettet med spillernes holdning og disciplin, og Peter Møller Thomsen er helt klar i spyttet.
”Jeg er garant for, at der ikke er problemer på holdet, og hvis jeg mærker noget, griber jeg straks fat i det. Ligesom både dommere og spillere er jeg heller ikke ufejlbarlig, men jeg opfører mig ordentligt, og det vil jeg også kræve af spillerne.”
Peter Møller Thomsen siger også, at han ikke vil bruge tid på at kigge tilbage på det, han alligevel ikke kan gøre noget ved - men koncentrere sig om at kigge fremad.
”Nu skal jeg lige møde spillerne og fortælle lidt om mig selv - og høre om spillernes tanker og ønsker. Der ligger blandt andet en træningslejr og lurer i marts måned - hvis spillerne vil det. Og hvis ikke - så bruger vi kræfterne på noget andet.”

Publiceret 18 December 2014 19:45