Fotogalleri:
Perfekt med morgensveder før bøgerne kalder
VidenDjurs målretter kombinationen af sport og uddanelse fra næste skoleår
Cheftræner Henrik Elkjær er en mand med mange jern i ilden. Torsdag morgen klokken 8.15 står han klar til at lede halvanden times håndboldtræning med unge HG- og HHX-elever fra Viden Djurs i Grenaa Idrætscenter.
Det er ikke blevet til mange timers søvn for Elkjær, der også arbejder som konsulent hos Jysk Håndbold Forbunds Region 2. Aftenen forinden deltog han i et arrangement i Hanstholm, og nåede først hjem til Glesborg et pænt stykke efter midnat.
Individuel træning
Normalt deltager 13 unge studerende i de to ugentlige træningspas tirsdag og torsdag, som de har skrevet ind i deres skoleskema. Denne torsdag er der dog lidt mandefald på grund af skader og studieforløb, som de unge er blevet pålagt at deltage i.
Men hurtigt kommer der gang i opvarmningen, og trods det tidlige tidspunkt fejler motivationen ikke noget.
"Jeg har meget fokus på teknisk træning og den enkelte spillers individuelle færdigheder," forklarer Henrik Elkjær.
"De to morgentræninger skal give spillerne noget andet end det, som de arbejder med hjemme i deres respektive klubber," fortsætter Elkjær, der selv er træner for U18 drengene hjemme i Nørre Djurs HK.
Sportsklasse på vej
Innovationschef Søren Hansen, Viden Djurs, forventer, at man på Viden Djurs fra næste skoleårs start kan starte en decideret sportsklasse, hvor de unge, der kombinerer sport og ungdomsuddannelse, går sammen.
"Det skal gerne gøre mange ting lettere, ikke mindst logistikken, at vi samler fodboldspillerne fra Brazil Football College, håndboldspillerne fra vores Handball College og pigerne fra vores Horse College i én klasse," siger Søren Hansen.
"Sport og uddannelse går fint hånd i hånd. De unge er klar til at tage imod læring efter halvanden times sport," noterer innovationschefen.
Publiceret 18 December 2014 08:34