Simon Holmsted Pallesen har indrettet sit værkstedsdomicil på Robstrupvej 21 i Grenaa.

Simon Holmsted Pallesen har indrettet sit værkstedsdomicil på Robstrupvej 21 i Grenaa.

25 årig VVS-mester har otte ansatte

Simon Holmsted Pallesen har fundet knappen til vækst

Af
Anette Bonde

Der gik kun fire år efter at Simon Holmsted Pallesen var udlært VVS-mand, så havde han sit eget firma med otte ansatte. I dag er han 25 og kan kalde sig for Grenaa yngste mester indenfor VVS.

Studier, job og firma

Egentlig ville Simon Holmsted Pallesen have været mekaniker, men mens han gik og ventede på en læreplads, mødte han Henning Bjerre, Grenaa, som tog ham i lære som VVS'er. I 2010 stod han med sit svendebrev med energi som speciale.
Kort efter flyttede han til Herning for at tage installatøruddannelsen på akademiet. Studierne er krævende, men alligevel arbejdede den flittige unge mand samtidig som nattevagt på det kollegium han boede på. Og der var stadig nogle ledige timer i døgnet.
“Så i stedet for at sidde og kigge ud i luften, startede jeg så småt mit firma, mens jeg boede i Herning. Jeg fik lavet logo og reklamer, og sat det administrative op.”
Allerede dengang var det hans plan, at virksomheden skulle have en vis volumen. Målet var seks ansatte, men det har han tydeligvis måttet revidere undervejs.
“Jeg fik så meget at lave, så jeg hen ad vejen måtte ansætte yderligere tre”, smiler han.
Alene i år har han ansat fire samt en praktikant. Ud over ham selv er der en lærling, en praktikant og seks VVS-montører og blikkenslagere.

Kun lærlingen og praktikanten er yngre end ham selv. Den ældste er 59, resten er fra 26 år og op til midt i 40'erne. At han er en slags 'Benjamin' har han ingen problemer med, selv om han står med det overordnede ansvar.
“Vi kan rigtig godt sammen indbyrdes. Og jeg har ikke noget imod at lytte til dem, der er lidt ældre og har mere erfaring.”
Der sker meget i VVS faget og på energiområdet i disse år. Ny teknik inden for gulvvarmesystemer, ventilation og varmepumper har bidt sig fast for alvor og vinder mere og mere indpas.
Den unge mester er nygift. Han bor med sin hustru i Trustrup, hvor de på deres sted har både heste, hængebugsvin, katte og andre herligheder. Og fritiden?
“Jeg holder fri hver søndag, det er jeg blevet god til at overholde.”
Regnskaberne klarer han som regel om lørdagen.

Simon Holmberg Pedersen fik sit mesterbevis i juni 2012, men åbnede selvstændig VVS-forretning allerede i 2010, mens han tog installatøruddannelsen.

Publiceret 13 December 2014 09:00