Debat:

Vi tvinger ikke kærester til at flytte fra hinanden

Af Leif Lahn Jensen (MF), gruppeformand for Socialdemokraterne:

"Indførelsen af den gensidige forsørgelsespligt har tæret hårdt på en lang række mennesker. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu har lavet en finanslovsaftale, hvor vi fjerner reglerne om gensidig forsørgelsespligt. Reglen har ramt unødigt hårdt, og det har faktisk været ganske hårdt at se, hvordan kærestepar med børn, har været tvunget til at flytte fra hinanden, for at få hverdagen til at hænge sammen. Det var ikke meningen.
Når man har lavet noget, som ikke har haft den mest hensigtsmæssige virkning, så skal man også turde lave det om. Det har vi gjort med finansloven for 2015. Det er jeg stolt over, at vi kunne gøre sammen med Enhedslisten og SF. Meget tyder på, at de borgerlige partier er dybt uenige i vores beslutning, så jeg kan kun frygte for, hvad der vil ske, hvis de skulle komme til magten efter et valg. Jeg tror ikke, det kommer til at gavne de ledige.
Med afskaffelsen af den gensidige forsørgelsespligt hjælper vi mere end 7000 mennesker, der nu er sikret en indkomst både næste år og årene efter. Det er afgørende for at være i stand til at bruge sine kræfter på at finde et job, at man ved, der er ro på bagsmækken derhjemme. For lad det være sagt med det samme. Det er stadig vigtigt for mig, at få så mange i arbejde som overhovedet muligt. Men derfor skal vi behandle alle ordentligt, og det gør vi nu, hvor vi sørger for, at alle har en indtægt, indtil de finder et job."

Publiceret 12 December 2014 16:10