Nyeste mand hos Nørre Djurs HK, Tobias Flak og cheftræner Henrik Elkjær (i baggrunden), ved søndag om Glesborg-klubbens U18 mandskab rykker op i 1. division efter julepausen. Foto: Lars Norman Thomsen

Nyeste mand hos Nørre Djurs HK, Tobias Flak og cheftræner Henrik Elkjær (i baggrunden), ved søndag om Glesborg-klubbens U18 mandskab rykker op i 1. division efter julepausen. Foto: Lars Norman Thomsen

Ungdomshåndbold:

Nørre Djurs HK meget klogere på søndag

Søndag ved Glesborg-klubbens U18 drenge, om de skal spille i 1. division efter juleferien

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs U18 drenge i 2. division sluttede sæsonen af med at vinde 26-21 (15-14) over Hadsten torsdag aften i Nørre Djurs Hallen.
"Vi kom skidt fra start. Primært fordi vi ikke fik puttet vores chancer i kassen," fortæller træner Henrik Elkjær.
"Vi kom foran 1-0, men kom så bagud 3–1. Heldigvis fik vi lidt styr på begivenhederne og scorede fem mål i træk, så vi kom foran med en spinkel føring, som vi holdt frem til pausen."
Efter pausen startede Hadsten atter godt, og hjemmeholdet halsede igen bagefter på resultattavlen.
"Vi prioriterede at finde basen forsvarsmæssigt, og det tvang Hadsten til at lave flere fejl, som vi fik straffet effektivt," fortæller Henrik Elkjær.
Det gav hjemmeholdet et hul på 4-5 mål, som gæsterne ikke formåede at indhente.
 
 
 
 
 
 

Mange bød ind

Nørre Djurs HKs fireblok i forsvaret med Mikas Korsgaard og Nicolai Lønsgren i midten suppleret med Mathias Nymark og Rasmus Lassen gjorde det fint, ifølge Henrik Elkjær.
Nytilkomne Tobias Flak viste også i glimt sit store potentiale.
Ham ser Henrik Elkjær store muligheder i på længere sigt, når han for alvor bliver spillet ind på holdet.
Cheftræneren kunne ellers glæde sig over, at de 26 mål blev bredt ud på hele otte markspillere, og så var de normale hardhittere på scoringstavlen, Rasmus Secher og Niklas Høgh, heller ikke denne gang med på holdet, fordi de fortsat plejer skader.
 

1. eller 2. division?

Når samtlige U18-rækker er færdigspillede på søndag, ved Nørre Djurs HK, om det skal hedde 1. eller 2. division efter julepausen.
Nørre Djurs HK kan rykke op som bedste to'er, og lige nu er chancerne særdeles gode, fordi turneringsreglementet udelukkende fokuserer på, hvordan nummer 1 og 2 i hver enkelt række har klaret sig i indbyrdes kampe.
Nørre Djurs HK har som nummer 2 i efteråret hentet to point ud af fire mulige mod rækkens nummer et, Randers HH og har et plus på seks i det indbyrdes målregnskab.
"Vi er klogere på søndag, men uanset hvad, så er jeg meget tilfreds med holdets præstation i 2. division. Der er udviklingsmuligheder i dette hold," siger Henrik Elkjær.

Kampfakta:

U18 drenge 2. division

Nørre Djurs HK - Hadsten 26-21 (15-14)

Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Nicolai Lønsgren 4
  • Mikas Korsgaard 4
  • Mathias Mygind 3
  • Mathias Nymark 3
  • Mathias Bøgelund 3
  • Rasmus Lassen 3
  • Emil Søndergaard 3
  • Tobias Flak 3

Publiceret 12 December 2014 16:28