Det planlagte 44 hektar store solcelleanlæg skal ligge på den trekantede mark bag den gule rapsmark

Det planlagte 44 hektar store solcelleanlæg skal ligge på den trekantede mark bag den gule rapsmark

Solceller:

Protester mod solcelleanlæg

204 borgere i Voer og Kare siger nej til stort solcelleanlæg 500 meter fra Voer

Af
Af Lars Norman Thomsen

Landmand Mogens Steenholt Mogensen, Voer, troppede forrige onsdag op på rådhuset i Grenaa med en kuvert til borgmester Jan Petersen (S). Indholdet bestod af 204 underskrifter fra borgere i Voer, Kare og omegn som ikke synes, det er en god idé at placere et 17,6 MW solcelleanlæg 500 meter fra Voer på Karevej 1 - ud til Voer Færgevej.
Arealet dækker cirka 44 hektar bestående af 44 x 400 KW solcelleanlæg, fremgår det af ansøgningen fra virksomheden Solenergi Danmark.
Heri kan man også læse, at det planlagte anlægs produktion på cirka 15,84 mio. kWt pr. år vil kunne dække forbruget for cirka 3.960 husstande i Norddjurs Kommune.
Med i kuverten til borgmesteren var også en indsigelse fra borgerne i Voer og Karre.

Kun faglig vurdering

"Vi synes slet ikke, at et solcelleanlæg af denne størrelse skal placeres i et naturområde, som det vi har med at gøre i Voer og Karre," sagde Mogens Steenholt Mogensen til borgmesteren.
"Vi frygter, at der udelukkende bliver tale om at tage en faglig beslutning uden overhovedet at tage hensyn til, at det vil få vidtrækkende konsekvenser for naturen."

Savner overordnet strategi

Mogens Steenholt Mogensen savner en overordnet plan for, hvor kan placeres solcelleanlæg i Norddjurs Kommune.
"Det må være en opgave at få udpeget de områder, hvor der med fordel kan rejses solcelleanlæg uden at genere hverken borgere eller naturen. Vi har intet ejerskab til det planlagte anlæg på Karevej 1," lød det fra Mogens Steenholt Mogensen.
Borgmesteren nikkede til synspunktet og mindede om, at det eneste solcelleanlæg, som kommunen hidtil har givet tilladelse til, ligger på den gamle BASF-grund i Grenaa.
"Vi har tidligere sagt nej til en ansøgning om at placere et solcelleanlæg ved Gammel Estrup med henvisning til de landskabelige værdier," sagde Jan Petersen.

Publiceret 12 December 2014 08:54