Tina Skov Løbner, sognepræst i Marie Magdalene, Koed og Pindstrup. Foto: Allan Trolle

Tina Skov Løbner, sognepræst i Marie Magdalene, Koed og Pindstrup. Foto: Allan Trolle

JUL:

Hvorfor er Jesus ikke med i Fætter BR kataloget?

Af
Af Tina Skov Løbner

sognepræst i Marie Magdalene

Koed og Pindstrup:

Livet ville være meget nemmere, hvis alt var sort eller hvidt.
Hvis julen kun handlede om stjernen på himlen og krybben i Betlehem, sådan som det fremstår i Lukasevangeliet og som vi læser op hver eneste år d. 24. (og til stort set samtlige andre gudstjenester og arrangementer gennem det meste af december).
Men det er jo bare ikke virkeligheden for en dansk gennemsnitsfamilie anno 2014.
For prøv at spise en 8-årig af med en lille model af en julekrybbe og fortæl hende, at i år holder vi jul, centreret om den lille opstilling på bordet foran hende.
Intet juletræ, for det er jo ikke en kristen skik. I renæssancen prøvede man endda at forbyde juletræer ved at kalde det afgudsdyrkning.
Ingen nisser, for hvad skal vi dog med de overnaturlige væsener, som i bund og grund bare er opfundet af forfattere og kunstnere; små husvæsener, der skal formildes med grød for at komme med gaver og for ikke at drille og lave rav i den.
Ingen julegaver, for det er jo Jesusbarnet i krybben, der egentlig burde få gaver.
Men skulle vi endelig købe noget, så ville det være en ged til Afrika, så andre også kan mærke, at vi tænker på dem og har det medmenneskelige aspekt med, som Jesus netop stod for.
Ingen andesteg med hvide og brune kartofler, Menuchips, rødkål og den brune sovs lavet på en halv liter piskefløde.
Intet slikfad med cognacmåner, lakridskonfekt, Toblerone, flæsk og snebolde.
Ingen dansen om juletræet (for det er der jo ikke) med en skønsom blanding af ”Dejlig er jorden” og ”Søren Banjomus”, hvorefter vi løber gennem hele huset og synger ”Nu det jul igen”.
I stedet kan vi samles om den lille krybbe, læse juleevangeliet højt, synge samtlige vers af samtlige julesalmer og tænke på det lille Jesusbarn; frelseren, som blev født til glæde for hele folket.
Jeg kan godt afsløre, at det slet ikke er en mulighed her i huset. Slet ikke! Og det er ikke kun pga. den herboende 8-årige (og den 10-årige og den 12-årige), men også pga. undertegnede 38-årige, der bliver som et barn indeni, så snart vi skifter over til vintertid i oktober.
Så kommer Sallings store julekatalog nemlig dumpende ned i postkassen og præcis som da jeg var barn, så bliver det nærlæst og forsynet med krydser og æselører, når medlemmer af familien falder over noget, vi bare ikke kan leve uden.
Ja, det ville være nemmere, hvis verden var sort og hvid. Hvis skidt og kanel altid var adskilt. Men sådan ser verden heldigvis ikke ud, ikke på ret mange punkter.
Derfor må vi lære at navigere i den. Og det gør langt de fleste også uden problemer.
Kirkerne over hele landet er fyldt til bristepunktet hver juleaften. Små og store sidder klemt sammen på de kirkebænke, der mange andre (søn)dage i løbet af året står gabende tomme.
Og i stedet for som præst at stå og harcelere over, at alle de mange mennesker, der er mødt op denne dag, da godt kunne komme lidt mere i kirke resten af året, så er det da en enestående chance for, midt i det kommercielle juleræs, at få givet kirkens bud på julens centrum: at vi netop samles om evangeliet, det glædelige budskab, om barnet i krybben. Om at der er født os en frelser, og at glæden skal være til hele folket. Og det er da noget, vi skal glæde os over, ikke mukke over.
Men det ene udelukker ikke det andet, ikke herhjemme i hvert fald.
Sidste weekend i november kan vi ikke trække den længere, og så bliver alle kasserne med julepynt hentet ned fra loftet og sat på plads i vindueskarme og reoler, på spejle og gelændre. Tre børneværelser bliver plastret til med julekugler og blinkende dimser, som for børnene signalerer jul for fuld udblæsning. Og alle tre børn har faktisk også deres eget lille krybbespil, der indtager pladsen mellem sidste års julegavehøst af Barbiedukker og LEGO-borge.
I stuerne dominerer krybbespil og engle. Og det er overhovedet ikke fordi jeg er nissehader, men en engel med guldglimmer på vingerne er bare smukkere end en strikket nisse med gummiansigt i min optik.
Her bliver ikke givet gavekort til geder i Afrika eller lignende. Til gengæld bliver der fundet gammelt legetøj frem, som pakkes ind og gives til Frelsens Hær eller et andet sted, hvor de uddeler julegaver til ”værdigt trængende”.
Ikke for at vi kan pudse glorien, men for at lære, at andre ikke altid er ligeså heldigt stillede og derfor kan vi godt hjælpe til, hvor vi kan.
Der er heller ikke julegaver for mange tusind kroner til hver af børnene, men et fornuftigt udpluk af de krydser, der markerede ønsketingene i BR-kataloget.
Der er ingen billeder af Jesus i det katalog, men derfor betyder det ikke, at det ikke er en ”rigtig jul” i kirkelig forstand.
For julen er vel i bund og grund det, vi hver især gør den til.
Om det er nisser eller engle, vi sætter i vinduet er jo en smagssag. Jeg tror Gud er ret ligeglad på det punkt. Men sindelaget omkring julen må være det vigtigste.
Er det en højtid, hvor vi værner om traditionerne og giver plads til hinanden og til glæden?
Eller sidder vi med den moralske pegefinger og dømmer julen som en hul tradition, der er gået pengemaskine i?
Bliver ønskesedlen til en regulær bestillingsseddel?
Når sidste kirkegænger er gået ud gennem døren i våbenhuset juleaften, og jeg åbner døren ind til præstegården, så kan jeg mærke julefreden sænke sig. Jeg ved, at der venter mig en skønsom blanding af nisser og engle, af Søren Banjomus, Brorson og Ingemann, af julekrybbe og BR papir.
Så nej, verden er ikke sort og hvid. Og Gud ske tak og lov for det.

Publiceret 10 December 2014 11:08