L-tek blev nr. 2 til Bygma Cup. Foto: Bygma Cup

L-tek blev nr. 2 til Bygma Cup. Foto: Bygma Cup

Indefodbold:

Lokale hold viste klassen til Bygma Cup

Blanketgaarden var meget tæt på at møde L-tek i finalen ved Bygma Cup i Grenaa

Af
Af Martin Schultz

De to bedste lokale indendørshold, L-tek fra Nørager og Blanketgaarden fra Vivild, viste ved lørdagens Bygma Cup I Grenaa idrtætscenter, at de hører til blandt landets allerbedste indendørs fodboldhold.
Kun sort uheld og manglende rutine gjorde nemlig, at det unge hold fra Blanketgaarden i Vivild missede finalen ved Bygma Cup, som havde samlet hele den danske indendørs elite til det attraktive stævne med store pengepræmier til vinderne.
”De unge gutter fra Vivild stod med det ene ben i finalen, da de 15 minutter før tid i semifinalekampen mod Hobro Apotek mister bolden i en tvivlsom situation, som godt kunne have trukket en udvisning. Men dommerens fløjte forblev tavs, og Hobro Apotek kunne nemt sparke bolden i mål til en 3-2 sejr,” fortæller indefodbold arrangøren Nikolaj Søjmark om semifinalen, som sendte de senere vidnere Saxo Bank i finalen mod L-tek i stedet for de unge fra Blanketgaarden.
”Men jeg mener de unge fra Blanketgaarden fik deres gennembrud til dette stævne. Holdet er for alvor trådt ind i de ”voksnes” rækker og er seriøst inde i kampen om de ti pladser til DM-stævnet i Grenaa i januar,” siger Nikolaj Søjmark, som står for sitet www.indefodbold.dk og som er arrangør af DM stævnet i Grenaa Idrætscenter lørdag 17. januar med deltagelse af landets ti bedste indendørshold.

Stævnets bedste spiller fra L-tek

Det blev således ikke til et vaskeægte lokalopgør mellem L-tek fra Nørager og Blanketgaarden fra Vivild i finalen.
Det meget stærke sjællandske hold Saxo bank listede sig i finalen på bekostning af Blanketgaarden, og kunne løbe med 1. præmien på 20.000 kr. med en 3-1 sejr over L-tek.
Blanketgaarden måtte nøjes med 3. pladsen ved at vinde over MD Rustfri fra Sjælland.
”Vores mål henover indendørssæsonen er at være med til DM-stævnet i januar, og vi prøver at nå frem til finalerunden i de stævner vi deltager i,” siger Michael Jensen fra L-tek, som var tilfreds med holdets indsats til Bygma Cup. L-tek fik 10.000 kr. i 2. præmie og en god portion GPM-points, som der skal til for at kvalificere sig til DM.
L-tek er tæt på at stille i sin stærkeste opstilling og manglende til Bygma Cup kunne divisionsspilleren Nicolas Bøgild på holdet. De øvrige er djurslændingene Michael Jensen, Kasper Sortkær og Claus Koch, som bliver forstærket af Mikkel Jespersen fra Skive, Nicolaj Hagelskjær fra Fredericia og Matias Fjeldal Olsen, som spiller i en norsk klub, og som til Bygma Cup blev kåret til stævnets bedste spiller.

Lokale hold kan mødes til Brix Cup

L-tek holder fri næste weekend, men er derefter optaget stort set hver lørdag og søndag med stævner frem mod DM 17. januar.
Søndag 29. december er der Brix Cup i Auning, hvor L-tek og Blanketgaarden begge er med og er blandt favoritterne.
Nikolaj Søjmark er begejstret for, at der er to hold fra Djursland, som er med blandt de allerbedste hold i landet.
”Det vil være en stor oplevelse også for publikum, hvis der er to hold fra Djursland, som kvalificerer sig til DM i Grenaa 17. januar,” siger Nikolaj Søjmark.

De unge fra Blanketgaarden i Vivild blev nr. 3 i Bygma Cup. Foto: Bygma Cup

De unge fra Blanketgaarden i Vivild blev nr. 3 i Bygma Cup. Foto: Bygma Cup

Læs med om hvordan indefodbolden går på www.indefodbold.dk

Publiceret 10 December 2014 13:43