Steen Thomsen, formand for Elro Fonden.

Steen Thomsen, formand for Elro Fonden.

Elro Fonden deler penge ud igen

Næste ansøgningsfrist til Elro Fonden er 31. december

Af
Anette Bonde

Har man et projekt på bedding, der koster penge, og er man med i en forening eller andet fællesskab, skulle man måske overveje at sende Elro Fonden en ansøgning.
Næste ansøgningsfrist er 31. december.
Fonden blev dannet i 2013 med 202 mio. kroner i kassen til almennyttige formål. Hvert år uddeles 10 mio. plus renteafkastet fra det forrige år.

Kigger ikke efter geografi

I Norddjurs har man efterhånden set fondens navn nævnt som tilskudsgiver i mange projekter.
“Nogle områder, for eksempel Norddjurs, er mere ihærdige end andre. Vi vil gerne støtte gode projekter, og skeler ikke efter område”, fortæller Steen Thomsen, formand for Elro Fonden.
Der blev fra starten meldt grundigt og bredt ud om fonden, og bestyrelsen regner med, at tilskuddene vil jævne sig ud geografisk over tid.
Steen Thomsen fortæller, at der er gået rigtig mange penge ud til renovering af forsamlingshuse, klubhuse, spejderhuse og museer. En mølle, Ørsted Biograf, udenlandsstudieture til unge, lys- og lydanlæg til teaterforeninger og lokale bogudgivelser er også med på listen.

Skelner efter ejerkredsen

Som bekendt har også Ørsted Kro søgt og fået 455.000 kroner til forbedring af bygningen, selv om der er tale om et aktieselskab.
“Det er ejerkredsen, vi ser på og vi betragter Ørsted Kro som et kulturhus eller forsamlingshus. Der er jo tale om folkeaktier, og der er ingen privatøkonomiske interesser i den.”
Steen Thomsen understreger, at man kun i særlige tilfælde støtter det private erhvervsliv.
“Kun hvis der er tale om forskning og udvikling, for eksempel indenfor energisektoren. Og gerne noget der er arbejdspladser i.”
Også kommunale institutioner kan søge, blot det er til anskaffelser, der ikke kommer ind under kommunale opgaver.
Fremover har bestyrelsen talt om at sætte særligt fokus på naturopholdssteder som bålpladser, tarzanbaner, bord-bænke-sæt og andet, der kan få folk til at slå sig ned i og bruge naturen.

Nye ansøgningsfrister

Fra 2015 bliver der, i stedet for som hidtil tre, nu fire ansøgningsfrister årligt. Det er 28. februar, 31. maj, 31. august og 30. november. Alle kan søge en gang årligt. Ansøgningerne skal være gennemarbejdede og veldokumenterede.

Publiceret 08 December 2014 07:00