Hornslet:

Ekstra gode grunde til at julehandle med spejderne

Spejderne i Hornslet har i år endnu flere gode salgsargumenter for juletræerne

Af
Mogens Greve

Overskuddet fra 1. Hornslet Trops salg af juletræer i Hornslet er altid gået til et godt formål, men i år er der ekstra gode grunde til at støtte det lokale spejderarbejde. Dels har man været plaget af nogle uheldige tyverier fra byggepladsen ved det nye spejdercenter med ekstra udgifter til følge, og dels har man en ønskeliste på forskellige indkøb til centret for omkring 200.000 kroner.
Derfor håber spejderne at se rigtig mange lægge vejen forbi spejderne på torvet ved Matas, hvor de sælger juletræer og andet godt de to sidste weekender inden jul lørdag/søndag kl. 10-16.
”Vi stiller to hytter op på torvet ved juletræerne, men vi har endnu ikke besluttet, hvad vi bruger dem til,” fortæller gruppeleder i 1. Hornslet Trop, Michael Ormstrup.
”Det er selvfølgelig tilladt at besøge hytterne mere end én gang i løbet af de to weekender, og hvis nogen vælger at betale lidt ekstra for træet, kan de være sikre på, at pengene går til et godt formål.”

Publiceret 07 December 2014 06:00