Grenaa Kirke har et levende æsel med på rollelisten i krybbespillet for børnehaverne. De øvrige medvirkende er medlemmer af menighedsrådet og personale ved kirken samt ejeren af æslet. Arkivfoto.

Grenaa Kirke har et levende æsel med på rollelisten i krybbespillet for børnehaverne. De øvrige medvirkende er medlemmer af menighedsrådet og personale ved kirken samt ejeren af æslet. Arkivfoto.

Både børn og voksne i Holbæk og Grenaa er vilde med krybbespil

Kirkegængerne i Holbæk og Grenaa får krybbespil med lokale aktører

Af
Anette Bonde

I skrivende stund, torsdag, går der stadig folk rundt i Holbæk-området, uanende at de er englen Gabriel, jomfru Maria, Josef eller én af de tre vise mænd. Sognepræst Tom Ahlmann har nemlig endnu ikke været rundt og prikke alle aktørerne i årets krybbespil på skulderen og spurgt, om de vil være med.
Men søndag 14. december skulle alle figurerne i julens budskab om Jesus' fødsel være på plads og klædt på til rollen, når Tom Ahlmann fortæller juleevangeliget i kirken.

Måben og smil

Det er tredje år, sognepræsten iscenesætter juleevangeliet på den måde, og ifølge ét af sognebørnene Benedikte Nejmann plejer det at være virkelig morsomt. Tom Ahlmann beskriver det på denne måde:
“Børnene måber og forældrene smiler, når aktørerne dukker op i takt med at fortællingen skrider frem.”
Han understreger, at der ikke går Monty Pyton i skuespillet, og at højtideligheden bevares.
Julegudstjenesten i Holbæk Kirke starter klokken 14. Derefter holdes der juletræsfest i Holbæk Forsamlingshus, hvor Fredagsorkesteret spiller, og julemanden kommer med slikposer til børnene.

Det gribende tableau ved sidste års krybbespil i Holbæk kirke med aktører hentet i blandt andet menighedsrådet.

Det gribende tableau ved sidste års krybbespil i Holbæk kirke med aktører hentet i blandt andet menighedsrådet.

Levende æsel i Grenaa

Tom Ahlmann fortæller, at han blev inspireret af Grenaa kirke, hvor man har en lang tradition med krybbespil.
Her fortæller sognepræst Lene Højholt, at krybbespillet startede i det små med genfortælling af Juleevangeliget ved julegudstjenesterne for børn, og personalet klædte sig ud. Det voksede sig større og større med flottere og flottere udklædninger og rekvisitter, og det er heller ikke længere kun forbeholdt personalet.
“Dem der har prøvet at være med, vil gerne igen en anden gang.”
De senere år har man endda haft et levende æsel med ved krybbespillet for børnehavenebørnene. De små vuggestuebørn er ikke trygge ved det rigtige æsel, så her træder kordegn Jette Maul til iført et æselkostume.
“De synes det er hyggeligere med mig, når jeg hopper rundt på bænkene, synger med på julesangene, holder dem lidt i hånden og snakker med dem.”
Hun tilføjer smilende:
”Det jeg bedst kan li' er at blive kløet på maven og ryggen, når jeg sidder oppe ved Jesusbarnet.”

Der er julegudstjeneste for vuggestuebørn og dagplejebørn i Grenaa Kirke onsdag 10. december klokken 9.30, og for børnehavebørn torsdag 11. december klokkern 10.

I Holbæk Kirke opføres krybbespillet ved gudstjenesten søndag 14. december klokken 14, hvorefter der er juletræsfest i forsamlingshuset.

Publiceret 07 December 2014 11:00