Et politisk comeback indgår slet ikke i Jesper Mathiesens tanker. Han anser det her et år efter Kommunalvalget i november 2013 for udelukket, at han forsøger sig igen.

Et politisk comeback indgår slet ikke i Jesper Mathiesens tanker. Han anser det her et år efter Kommunalvalget i november 2013 for udelukket, at han forsøger sig igen.

Lokalpolitik:

Jesper Mathiesen har ingen planer om politisk comeback

Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Syddjurs ved kommunalvalget for et år siden prioriterer nu job og privatliv og beskæftiger sig ikke synderligt med lokalpolitik længere

Af
Af Lars Norman Thomsen

For godt et års tid siden fyldte lokalpolitik en stor del af Jesper Mathiesens vågne hverdag. I dag følger han det kun yderst perifert, fortæller han.
Ved Kommunelvalget 19. november 2013 endte nattens forhandlinger med, at Socialdemokratiets spidskandidat i Syddjurs, Jesper Mathiesen, overraskende kunne meddele, at han var ny borgmester i Syddjurs med opbakning fra sit eget parti, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Ganske få dage, før det ny byråd skulle konstituere sig endeligt, sprang Venstre i målet med støtte fra SF, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Borgerlisten og erklærede, at der nu var enighed i denne kreds om at give Jesper Mathiesen en kurv og i stedet placere Venstres Claus Wistoft i borgmesterstolen.
Sådan blev det, og skuffelsen over at have været så tæt på borgmesterposten og så alligevel se den gå til en anden, fik Jesper Mathiesen til kort før nytår at meddele, at han hurtigst muligt ville ud af lokalpolitik og i stedet bruge krudtet på sit nye job som pædagogisk leder på Lystrup Skole.
Det nyvalgte byråd gav den detroniserede socialdemokrat løbepas, og siden januar 2014 har han holdt lokalpolitik på afstand.

Skal ikke tilbage

Ved sin afgang åbnede Jesper Mathiesen en lille mulighed for et comeback i lokalpolitik på et senere tidspunkt, men det tror han i dag ikke på nogensinde bliver et tema her et år efter, at han måtte se en indgået aftale på valgnatten blive rykket midt over.
"Jeg bruger nu tiden mit job og mit privatliv og følger kun meget lidt med i lokalpolitik," fortæller Jesper Mathiesen til Lokalavisen over telefonen.
Han siger, at han har lagt begivenhederne for et år siden bag sig, men udsigterne til et politisk comeback på et senere tidspunkt kan han slet ikke få øje på, som tingene ser ud nu.
"Nej, det har jeg slet ikke overvejet eller tænkt på. Betingelserne for at være med, tiltaler mig ikke, " siger han kort med henvisning til det, der skete efter sidste valg.
Heller ikke tillidsposter, der ligger i periferien af det politiske, indgår i Jesper Mathiesens overvejelser.
"Nej, heller ikke det. Som sagt koncentrerer jeg mig om mit job, som jeg er glad for, og mit privatliv. Det er det, der fylder."
 
 

Publiceret 04 December 2014 06:00