Tømrermester Jan Bo Allermann, Aarlsrode Tømrerfirma A/S, og ejendomsmægler Bent Nielsen fra Nybolig på den 20 kvm store altan med udsigt over Kolindsund. Foto: Martin Schultz

Tømrermester Jan Bo Allermann, Aarlsrode Tømrerfirma A/S, og ejendomsmægler Bent Nielsen fra Nybolig på den 20 kvm store altan med udsigt over Kolindsund. Foto: Martin Schultz

Kolind:

Nye lejligheder tæt ved strøg og sund

Aalsrode Tømrerfirma A/S sætter fire lejligheder i anden etape af nybyggeriet i Drasbekparken i Kolind til salg

Af
Af Martin Schultz

Midt i byen, tæt ved gågaden med forretninger og kun få skridt til stationen med busser og snart letbane til Aarhus. Oveni en flot natur lige uden for døren med adgang til Kolind Engsø og det smukke og spændende naturområde i Kolindsund.
Der er mange gode grunde, til at bosætte sig i Kolind, når Aalsrode Tømrerfirma A/S nu sætter fire spritnye lejligheder til salg i Drasbekparkens baghus.
“De nye lejligheder er alle på 97 kvm, og de to i stuen har en terrasse og en lille have, mens de to lejligheder på 1. sal har en altan,” siger ejendomsmægler Bent Nielsen fra Nybolig.

Passage til Bredgade

Aalsrode Tømrerfirma A/S købte det legendariske, men forsømte Drasbeks Hotel i Kolind i 2006 med henblik på at rive bygningerne ned og opføre 12 kvalitetsboliger i to blokke.
“Forinden havde vi sikret os ejendommen Bredgade 9, hvor der tidligere var Jagt- og fiskerimagasin, således at vi har sikret Drasbekparkens beboere direkte passage til Kolinds hovedstrøg, Bredgade,” siger direktør og tømrermester Jan Bo Allermann fra Aalsrode Tømrerfirma A/S.
Blokken ud til Drasbeksgade blev opført for et par år siden med otte lejligheder fra 73 til små hundrede kvm. De var oprindeligt tænkt solgt som ejerlejligheder, men er i dag alle lejet ud.

For både unge og ældre

I Drasbekparkens etape II er der fire lejligheder, som er disponeret med køkken/alrum i åben forbindelse med en opholdsstue, som har direkte forbindelse til to værelser. Desuden er der et stort badeværelse med bruseniche, ligesom der hører et depotrum til hver lejlighed.
“Disse lejligheder kan være attraktive både for den unge familie og for seniorer, som kommer fra noget større i oplandet eller fra Aarhus,” siger Bent Nielsen fra Nybolig.
“Kolind er en stationsby i en god udvikling, som lever op til manges forventninger både hvad indkøbsmuligheder, service og transport angår,” siger Bent Nielsen.

Letbanen er på vej

Hvad dagligvarer angår har den nye Fakta ved omfartsvejen udvidet indkøbsmulighederne ved siden af SuperBrugsen og MinKøbmand i bymidten.
“Desuden er der både fitnesscenter, solcenter, gode idrætsfaciliteter med stadion, hal og en planlagt ny multihal, nyt bibliotek på vej med kulturområde og café, og Byhallen med mødestedet Stalden. Om sommeren er der friluftsbad, og så er der - ikke at forglemme - også et værtshus i byen,” siger Bent Nielsen., som skal sælge ejerlejlighederne for Aalsrode Tømrerfirma A/S.
I Kolind er forventningerne store til letbanens ankomst i 2017.
“Med letbanen bliver der mulighed for halv times drift til Aarhus og det gør det let at pendle,” siger Bent Nielsen.
Kolind er ved at være igennem en større byfornyelse af bymidten.
I forbindelse med letbanen skal også området omkring stationen moderniseres. Der skal anlægges både parkeringspladser til pendlerne og nye cykelskure med mulighed for aflåste rum.

Publiceret 04 December 2014 21:50