Ny vuggestue:
Onkel Per kom, så og trådte på spaden i Æblehaven
Første spadestik taget til udvidelse af Børnehaven Æblehaven
Formanden for for Familie- og Institutionsudvalget, Per Zeidler (I), får måske snart tilbudt rollen som Onkel Anders i en kommende filmatisering af de uopslidelige Far til Fire film.
Zeidler nød tydeligvis at være omgivet af et stort kuld unger, da han i sidste uge tog det første spadestik til en helt ny 416 kvadratmeter stor bygning i tilknytning til Børnehaven Æblehaven
Klar til foråret 2016
Den ny bygning skal huse to vuggestuegrupper med plads til 15 børn plus personalefaciliteter for de 23 ansatte.
Der skal i alt bygges for i omegnen af 7 millioner kroner, og den ny bygning forventes at stå færdig i foråret 2016.
Byggeriet er en konsekvens af en tidligere beslutning i byrådet om at samle de kommunale børneinstitutioner: Myretuen, Hyrdebakken og Æblehaven, i to for at tilpasse kapaciteten, som det hedder i det kommunale sprog. Oversat betyder det, at faldende børnetal ikke har gjort det muligt at holde liv i tre selvstændige institutioner.
Børnehaven Myretuen lukkede 30. april 2014, og Børnehaven Æblehaven og Børnehuset Hyrdebakken er fremover de to kommunale institutioner i Ebeltoft. De to har fælles leder i Susanne Agerbo Henriksen.
Gået for langsomt
Spillet om den fremtidige struktur har ikke kørt helt efter bogen efter FI-udvalgsformandens mening
"Opgaven har fyldt meget og nok taget lidt for lang tid. Noget vi i udvalget og forvaltning har lært noget af i forbindelse med kommende projekter, hvor noget lignende skal ske," sagde han i sin første-spadestik-tale.
I Ebeltoft og omegn er der nu to offentlige institutioner og to private. Ved udgangen af november 2014 ser børnetallene således ud:
Private:
-
Dråbitten: 23 børnehavebørn + 7 vuggestuebørn
-
Den frie børnehave Lærkehuset: 38 børnehavebørn
Offentlige:
-
Børnehaven Hyrdebakken: 51 børnehavebørn + 12 vuggestuebørn
-
Børnehaven Æblehaven: 91 børnehavebørn + 15 vuggestuebørn
Kilde: Syddjurs Kommune v. Dagtilbudschef Kenneth Enrico Petersen
Publiceret 03 December 2014 12:38